Fortsæt til indhold

Jesper Jensen tager tre år mere som landstræner

Også Lars Jørgensen og Christina Roslyng fortsætter.

Sport
jro

Landstræner for kvindelandsholdet i håndbold Jesper Jensen har forlænget sin kontrakt med tre år.

Samtidig stopper han som cheftræner i Team Esbjerg til næste sommer.

Det oplyser Dansk Håndboldforbund, DHF, i en pressemeddelelse.

Jesper Jensen har stået i spidsen for det danske kvindelandshold siden 2020. I den tid er det blevet til en fjerdeplads ved EM, en bronzemedalje ved VM og senest en sølvmedalje ved EM i december 2022 – de bedste resultater for et dansk kvindelandshold i mange år.

»Da vi ansatte Jesper, var det med en ambition og et ønske om at føre kvindelandsholdet helt op og tilbage i toppen af international håndbold. Og de resultater, som Jesper sammen med resten af teamet har skabt, kan vi kun være tilfredse med, og derfor er vi selvfølgelig utroligt glade for, at han fortsætter som landstræner,« siger sportschef Morten Henriksen.

Træner på fuld tid

Jesper Jensen bliver i fremtiden landstræner på fuldt tid. Noget, der passer ham som fod i hose.

»Jeg har været så privilegeret at have to sindssygt gode job, som jeg fortsat er enormt glad for. Men der er også et aspekt i det her, som er mig selv og min familie,« fortæller Jesper Jensen og uddyber:

»Vi er gået på nogle kompromiser hjemme i familien gennem de seneste år og er enige om, at nu er tiden kommet til, at vi snart skal have en mere normal hverdag igen, og det glæder jeg mig til. Så jeg tror på, at det er det helt rigtige tidspunkt at stoppe i Esbjerg til næste sommer og lægge al min tid i de rigtigt spændende opgaver, der venter med landsholdet.«

Lars og Christina følger med

Samarbejdet med både Lars Jørgensen og Christina Roslyng fortsætter også, oplyser sportschefen:

»Det har været væsentligt at finde en konstellation, hvor holdet omkring Jesper forblev intakt. Derfor glæder det mig, at også Lars og Christina har sagt ja til at fortsætte, og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med kompetente ledere om den videre udvikling af kvindelandsholdet.«