Årets Håndbolddommer ny formand for Djurslands Håndbolddommer Klub
Kristian Kolstrup Møller, dommertalent in spe, afløser Peter Kristensen som formand for håndbolddommerne
Kristian Kolstrup Møller, ung divisionsdommer, med bopæl i Kolind, er ny formand for Djurslands Håndbolddommer Klub.
Det blev en kendsgerning på Dommerklubbens generalforsamling forleden.
Den hidtidige formand Peter Kristensen ønskede at stoppe i bestyrelsen, og efter generalforsamling blev den nye bestyrelse enige om at pege på Kristian Kolstrup Møller som formand.
Det kommende års dommerbestyrelse består af:
- Kristian Kolstrup Møller, formand
- Niels Erik Bjerregaard, næstformand
- Heidi Fogh Rasmussen, kasserer
- Lisette Jørgensen, sekretær
- Nicklas Vinter, menigt medlem
- Bjarke Christensen, menigt medlem
Årets Dommer
Det var en på alle måder fin generalforsamling for Kristian Kolstrup Møller.
Den talentfulde dommer, der også spiller håndbold i Nørre Djurs HK, hvor han også er ungdomstræner, blev kåret til Årets Håndbolddommer 2018.
"Kristian Kolstrup Møller er engageret i at træne, spille og dømme. Han deltager altid i sociale arrangementer, indgyder godt humør, dømmer gerne ved stævner og hjælper gerne nye dommere godt igang," lyder begrundelsen for at kåre den nye dommerformand.
Kristian Kolstrup Møller afløser Claus Andersen, ligeledes divisionsdommer, som Årets Håndbolddommer.