Festlig fredag i Glesborg
Stemningen var i top blandt de 200 gæster til den anden udgave af Norddjurs Award med Norddjurs Idrætsråd som primus motor og Norddjurs Kommune, Djurslands Bank og Lokalavisen som medarrangører
Halinspektør Peter Schumacher havde sørget for, at rammerne var fine i Nørre Djurs Hallens multihal og at maden smagte, og der var rigeligt af den, ved Norddjurs Award 2018 fredag aften.
200 forventningsfulde gæster i alle aldre var mødt frem. mange af dem nominerede til en af de fire priser, som skulle uddeles i løbet af aftenen.
Undervejs var der sørget for underholdende danseopvisning med de dygtige piger fra lokale Dance2Day, mens den lokale spillemænd Allan Aabenhus tryllede på sine tangenter, så Kandis skal til at oppe sig, og den mangeårige toptræner på håndboldsiden, Jan Westergaard, Viborg, gav de fremmødte et lille indblik i, hvordan han ser idrættens veje og vildveje nu og i fremtiden.
Deres skriverkarl fik lov til at interviewe mestertræneren, der to gange har vundet Champions League med Viborgs håndbolddamer.
Bytoft i topform
Tom Bytoft, kommunalpolitiker og med i Norddjurs Idrætsråd, styrede løjerne, og det gjorde han som altid på underholdende vis.
Også når det koksede lidt med kuverter og præsentation, så reddede den altid muntre og begejstrede toastmaster situationen med en spøjs bemærkning eller et indslag, som han fyrede af lige fra hoften.
Kommet for at blive
Norddjurs Award debuterede sidste år i Auning Idrætscenter, og står det til Norddjurs Idrætsråd er arrangementet kommet for at blive. Det bedyrede formanden for Norddjurs Idrætsråd, Jørgen Josefsen, til Lokalavisen.
Også selv om Norddjurs Kommune ikke vil bidrage økonomisk til festen, som det ellers var tilfældet i år.
Det var i øvrigt overraskende at se, hvor få politikere, der havde fundet vej til Glesborg fredag aften. De kunne tælles på en hånd. Viceborgmester Benny Hammer bød velkommen.
Smil og glæde
De fire prisvindere viste den åbenhjertige glæde, som klæder mennesker, der brænder for deres idræt, hvad enten det er som udøver, træner eller leder.
Alle vindere gik hjem med pokal, blomster, en check og masser af applaus fra publikum.
Det var det fremmødte publikum på aftenen, der ud fra et sindrigt afstemningssystem, besluttede, hvem der kunne køre hjem med sejrspalmerne i forruden.