Alvorlige ’grønne’ skader
Kasper Irming og Morten Kirk er begge ude i længere tid med henholdsvis en nyre- og en håndskade
Ikke noget med, at tirsdagens ligakamp ude mod Mors-Thy blev tabt 23-24 efter flere 'spændende' dommerkendelser i de afgørende minutter. Skanderborg Håndbold kom fra kampen med to alvorlige skader.
Klubben fortæller, at Kasper Irming fik ondt i maveregionen umiddelbart efter kampen og i hast blev kørt direkte på Kolding Sygehus efter kampen.
LÆS OGSÅ: Surt, surt nederlag ude mod Mors-Thy
“Det viste sig, at Kasper har fået en revne på den ene nyre, som har betydet en indre blødning. Lægerne har beroliget os med, at de har helt styr på situationen, og vi håber naturligvis det bedste for Kasper. Hvor længe han er ude er for nuværende uvist, men der er formodentligt tale om en del uger,” siger sportschef Torben Væver.
Den anden skade ramte Morten Kirk Olesen, der fik et slag over den ene hånd i kampen. På vej hjem i bussen fra Mors tiltog smerterne, og symptomerne begyndte desværre at ligne et brud.
“Et besøg på skadestuen tirsdag nat bekræftede desværre, at der var et brud på højre hånd, og Morten har fået armen i gips i foreløbigt 10 dage. Det ligner en pause på 5-6 uger for vores anfører,” lyder det fra Torben Væver.
Skanderborg ligger i øjeblikket 3. sidst med to og et point til henholdsvis Sønderjyske og Tønder, der begge har et lettere slutprogram end Skanderborg.