Fortsæt til indhold

Mads Mikkelsen vil være professionel i Barcelona

11-årige Mads Mikkelsen fra Kolt er et stort fodboldtalent, der drømmer om at få en professionel karriere

Sport
Camilla Olesen

Han er kun 11 år, men han er en dreng med mål og ambitioner, og meget tyder på, at han har noget at have sine drømme i.
Mads Boe Mikkelsen er for nyligt kommet på AGF's U12-talenthold, og er blandt de bedste fodboldspillere i Aarhus.
Til at starte med var der 250 fodboldspillere, og det er nu skåret ned til 25, som er blevet udtaget til talentholdet, og her er Mads én af dem.
Til dagligt spiller han i Kolt Hasselager IF, men hans mål for karrieren rækker langt ud over de aarhusianske grænser.
"Min største drøm er at komme til at spille som professionel i Barcelona, men jeg kunne også godt tænke mig at komme på det danske landshold," smiler Mads lidt genert.

En ny Messi?

Mads' helt store forbillede er argentineren, Lionel Messi, der spiller for FC Barcelona.
"Jeg er vild med Messi, for han er god til at drible og kan også se de andre. Jeg vil gerne være ligeså god som ham," siger det aarhusianske fodboldtalent, der har en drøm om at blive blandt de 10 bedste fodboldspillere i verden.
Indtil videre gør han, hvad han kan for at blive god, og bruger mange timer hver uge på at spille fodbold både i Kolt Hasselager IF og i AGF.
"Det kræver hårdt arbejde, hårdt arbejde og en masse træning at blive god," smiler Mads, der spiller venstre kant i Kolt Hasselager og angriber på AGF-holdet.

Mads drømmer om at blive professionel fodboldspiller i Barcelona.

Største triumf

Selv om han har en klar drøm om, at der kommer mange store oplevelser i fremtiden, så har hans største triumf indtil videre været at vinde Aarhusmesterskabet i indefodbold sidste år.
"Det var fedt, og vi vandt finalen 6-3 over HEI, som havde slået os 6-3 i gruppespillet," fortæller Mads, der til dagligt går i 4.klasse på Kolt Skole.
Han vil være blandt de bedste, og talentholdet i AGF er et skridt på vejen i den rigtige retning. Efter sommerferien regner han god med at skifte klub, da han ikke kan spille i mesterrækken i Kolt Hasselager. Så nu står valget mellem AGF eller Viby.
Han er dog stadig glad for at spille i Kolt Hasselager.
"Det er lige sjovt at spille her og i AGF. Jeg er rigtig glad for min træner herude," fortæller Mads, der har spillet fodbold, siden han var fire.