Fortsæt til indhold

AGF satser på talenterne

Talentudviklingen er blevet sat i system i AGF, der har samarbejdsklubber i hele Østjylland

Sport
Af Kaspar Ottosen

De seneste par år har AGF for alvor sat talentudviklingen i system. Hvor spillere fra oplandsklubberne tidligere ofte tog turen til FC Midtjylland eller et helt andet sted, og AGF blev set som den onde storebror, der ville stjæle spillere, så er billedet nu et helt andet.
AGF har bragt talentudviklingen helt ud i de enkelte klubber, hvor der coaches og sparres med trænerne. De unge talenter bliver systematisk holdt øje med fra en tidligere alder, hvor der holdes store udtagelsesstævner.

Målmandstalenter

Det sættes der fokus på i AGFFAN.zine #3 - det nye AGF-magasin - hvor vi har taget en snak med AGFs nye U19-træner, Claus Therkildsen, der skal bringe de største talenter det sidste stykkel vej gennem nåleøjet.
Vi har også sat fokus på to af de største talenter i målmandstrøjen. Kristaps Zommers, der er ny målmand på AGFs U17-hold og lettisk ungdomslandsholdsmålmand, og Thomas Hagelskjær, der står fast på U19-holdet og som har været en del ad de danske ungdomslandshold siden U16, og det er i alt blevet til 15 kampe.

'Hulk' Solberg

AGF har flere unge talenter på spring til førsteholdet, hvor begge de unge målmænd allerede har fået lov at træne med. Den unge angriber, Marcus 'Hulk' Solberg, har allerede fået debut i Superligaen på trods af sine kun 18 år, og den unge islænding, Orri Sigurdur Òmarsson, kan meget vel blive den næste til at få sin debut. Den 18-årige forsvarsspiller træner allerede med Superliga-holdet, og har siddet på bænken til flere kampe.
I forrige magasin havde vi et interview med Dominic Oduro, der er kommet til AGF gennem samarbejdet med den engelske Premier League-klub, Manchester City.
I AGFFAN.zine #3 har vi også snakket med AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, om hvordan dette samarbejde kom i stand, og hvad AGF får ud af sådan et samarbejde.
I kan finde magasinet på AGFFAN.dk/zine.