TIF stiller op til DM - i foreningsudvikling
Idrætsforeningen i Thorsø giver sig selv nye udfordringer i DGI-regi
Med Henrik Hvam som koordinator i spidsen for et syvmandsudvalg, der skal koordinere og styre aktiviteterne har Thorsø-Tungelund IF kastet sig ud i et stort projekt, der skal sikre fortsat udvikling i foreningen.
Klubben er som én af tre klubber i Østjylland efter ansøgning udvalgt til at være med i »DM i foreningsudvikling«.
”Det er jo ikke fordi, klubben er gået i stå. Vi har en god klub, men den kan blive endnu bedre, og det er mens det går godt, man skal kigge på fremtiden og nye udviklingsmuligheder,” siger Henrik Hvam som baggrund for, at klubben i foråret søgte om at komme med i projektet.
Han påpeger også, at klubben efter nogle år med meget aktive udviklingsaktiviteter, er om ikke i en bølgedal, så i hvert fald inde i smult vande.
”Man skal se signalerne og reagere i tide, så man kan bruge kræfterne på at videreudvikle og ikke på at redde noget, der er ved at gå ned,” siger Henrik Hvam.
Indsatsområder
”Klubben trænger bare til en opdatering,” siger Henrik Hvam om det arbejde, der forløber fra nu til 1. maj. Der skal blandt andet laves en borgerundersøgelse både blandt medlemmer af TIF og ikke-medlemmer.
”Hvad mangler medlemmerne, og hvad skal der til for at få fat i flere af dem, der ikke er medlemmer,” konkretiserer Henrik Hvam.
Brugerundersøgelsen skal også bruges til at finde nye målgrupper og starte nye idrætsgrene.
”Vi vil gerne have flere ældre med, og vi er i gang med at starte et nærmere samarbejde med skolen, blandt andet omkring projektet »Thorsø i Bevægelse«,” fortæller Henrik Hvam.
Så skal der gøres noget ved kommunikation og imagepleje, blandt andet ved at huske at fortælle den gode historie om TIF, mere aktivitet på Facebook og en optimering af klubbens hjemmeside.
Endelig er det et element i udviklingssnakken i klubben, at der skal samarbejdes med andre klubber og foreninger i Thorsø, blandt andet om koordinering af aktiviteter, måske samlet i en form for paraplyforening for alt foreningsliv i byen.
Flere medlemmer
TIF har i øjeblikket omkring 1000 aktivitetsmedlemmer, men satser på endnu flere.
”Det skal blandt andet ske med nye aktiviteter. Nye aktiviteter skaber både nye medlemmer og nye frivillige,” siger Henrik Hvam og nævner fleksible kontingentformer som et andet middel til at skabe dynamik i foreningen.
Ideerne skal bearbejdes og udvikles over det næste halve år i et tæt samarbejde med DGI.
Nyt initiativ
”Det er også nyt for os. Vi har tidligere brugt DGI til specifikke idrætsgrene, men aldrig før på det organisatoriske plan. Det venter vi os meget af,” siger Henrik Hvam og understreger, at selvfølgelig går klubben efter danmarksmesterskabet, men at det er processen og udviklingen, der er det væsentlige.