Kampen mellem AGF og AaB er aflyst
På grund af den voldsomme storm, Bodil, der skulle ramme landet i dag, har AGF aflyst kvartfinalekampen i DBU Pokalen mellem AGF og AaB, oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
Det er AGF, der i samråd med DBU, Østjyllands Politi og andre myndigheder har valgt at aflyse kampen i dag, der skulle have været spillet klokken 20.15.
En ny spilledato vil blive meddelt snarest muligt, og billetter til den aflyste kamp vil også være gyldige på den nye spilledato. Det er også muligt at få billetter refunderet, oplyser AGF.
Hvis man skal have sin billet refunderet, skal man kontakte det billetudsalgssted, hvor den er købt, og hvis det drejer sig om online-køb, skal man sende en mail til billet@parkarena.dk. Man skal huske at oplyse transaktionsnummeret i mailen.