Udsprings-Martin suveræn til nordiske
Han er bare 15 år, men alligevel er han et kæmpe talent inden for udspring, hvilket hans seneste resultater ved nordiske mesterskaber viser
15-årige Martin Bang Christensen hev en bunke medaljer med hjem ved det netop overståede nordiske mesterskaber i Norge.
Her var han af sted sammen med den øvrige del af det danske juniorlandshold, og det skulle vise sig at blive en gylden tur for det store udspringstalent.
Det lykkedes nemlig Martin Bang Christensen at vinde en guldmedalje fra tårn, hvor han viste høj, international klasse. Derudover vandt han fem sølvmedaljer.
De blev fordelt i individuelt spring fra etmeter-vippen og tremeter-vippen samt i selskab med Andreas Larsen fra Lyngby, som han sprang synkron med.
De fik sølv sammen både fra tremeter-vippen og tårn.
Gode blandt seniorerne
Selv om de to unge herrer er juniorudspringere, deltog de også blandt seniorerne, og også her viste de to talenter høj klasse.
Det blev nemlig til en sølvmedalje fra tårn, hvor der kun var 10 point op til de to nordmænd, der løb med guldet, og der ovenikøbet er tre år ældre end Martin og Andreas.
Resultaterne fra Martin er endnu mere imponerende, da han ikke har mulighed for at træne 7,5 og 10 meter i Lyseng, hvor han til dagligt træner. Det har derfor krævet nogle ture til Købehavn, hvor han har trænet.
Martin Bang Christensen var dog ikke den eneste lokale springer, der gjorde det godt.
Daniel Nybro Sørensen, der godt nok stiller op for Norge, vandt bronze på tremeter-vippen og fik derudover to fjerdepladser på etmeter-vippen og tårn.
Både Daniel og Martin er fra Harlev.
Der er ikke flere mesterskaber i år, og Martin kan nu se tilbage på et år med en masse flotte præstationer, blandt andet hans fjerdeplads ved EM for juniorer tidligere på året.