Fortsæt til indhold

Håndsrækning til haller

Forslag til byrådet om at give selvejende haller lov til at låne penge til restfinansiering af udvidelser, hvis hallerne selv kan rejse 25 procent af det ekstra kapitalbehov - lånemuligheder åbner op for projekterne i Hørning og Ry

Sport
Af Erland Rasmussen

Skanderborg Kommune er på vej til at indføre ensartede regler og fast praksis for haller, der vil have lov til at optage lån i forbindelse med halbyggeri.
Det sker, hvis et forslag fra Sundheds- og Kulturudvalget, der også er tiltrådt af Økonomiudvalget, vedtages af byrådet i næste uge.

Hørning og Ry

Overvejelserne om lån er blevet aktuelle, fordi ønskerne fra henholdsvis Hørning og Ry til deres forestående haludvidelser rækker ud over de økonomiske rammer, byrådet afsatte i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2012, da man tilgodeså en række byer i kommunen med penge til haludvidelser. Dengang fik Hørning lovning på 8 millioner kroner, mens beløbet for Ry blev 9 millioner kroner. For begges vedkommende over tre år.

Behov for flere penge

Hørning og Ry har imidlertid allerede præsenteret projektforslag for Sundheds- og Kulturudvalget, der efterlader beløb til alternativ finansiering.
For Hørning Hallens vedkommende drejer det sig om en egenfinansiering på enten 200.000 kroner eller 5 millioner kroner afhængig af, hvilket projekt der gives lov til at gå videre med.
Ry Hallerne har tilsvarende brug for en egenfinansiering på enten 3 eller 6 millioner kroner alt efter, om der gives lov til at gennemføre begge de ønskede etaper eller kun den ene.

Borgmester Jørgen Gaarde (S).

Noget for noget

Efter Økonomiudvalgets behandling af sagen fremhævede borgmester Jørgen Gaarde (S), at Skanderborg Kommune må finde veje, så man ikke begrænser de selvejende hallers mulighed for at udvikle sig for meget.
Det er imidlertid en forudsætning, at hallerne selv medvirker.
“Vi ved, at nogle selvejende haller gerne vil have kommunegaranti for lån. Sundheds- og Kulturudvalget har her prøvet at finde en vej, så vi kan hjælpe til. Men det er vigtigt at understrege, at de selvejende haller også selv skal medvirke til at skaffe en del af de ekstra midler, de har brug for,” siger borgmester Jørgen Gaarde.