Fortsæt til indhold

HB Køge forfremmer angrebstalent

Sport
Arkiv

FODBOLD: HB Køge har netop indgået en 3-årig kontrakt med klubbens angrebstalent, U/19spilleren Oliver Jørgensen. Aftalen betyder også, at Oliver Jørgensen fra årsskiftet fast indlemmes i førsteholdstruppen under cheftræner Per Frandsen. Seks måneder før tid.
18-årige Oliver Jørgensen blev lidt tidligere på året kåret som årets talent i HB Køge, og er topscorer på HB Køges hold i U/19 Ligaen.
- Oliver Jørgensen har det hele. Han er en den såkaldte moderne 9'er, som alle klubber og forbund leder efter med lys og lygte. Han er en rigtig dygtig afslutter, som kan afslutte fra alle vinkler og i alle situationer udenfor og indenfor feltet. Ydermere har Oliver udviklet sin evne til at iscenesætte sig selv og sine medspillere i både opspillet og afslutningsspillet, hvor han er rigtig dygtig til at time sine løb omkring modstandernes bagkæde og til at være en station, som medspillerne kan spille op på, og kombinere med, fortæller HB Køges talentchef og A+ træner Carit Falch til www.hbkoge.dk i forbindelse med kontraktforlængelsen.

Potentiale til topniveau

- Udover at han har meget højt niveau på de fleste fodboldmæssige redskaber, så har han noget, som er mindst ligeså vigtigt. Han arbejder hårdt for holdet, og han har viljen og den indre motivation til hele tiden at uddanne sig selv og rykke sig på detaljerne i spillet. Hvis Olivers udvikling fortsætter med samme fart, så ender han på absolut topniveau, siger Carit Falch videre.
Selv glæder Oliver Jørgensen sig over den nye kontrakt og udsigten til allerede fra årsskiftet at blive en del af HB Køges førsteholdstrup.
- Jeg valgte at forlænge med HB Køge fordi jeg er glad for at være i klubben og fordi HB Køge har gang i et meget spændende projekt. HB Køge har stor fokus på at udvikle de unge spillere, så hele HB Køges koncept og plan var det bedste for mig og min videre udvikling.
pm