Den brasilianske tekniker sørger for forsat samba i Vivild
Paulo Maciel fortsætter i den kommende sæson som spillende trænerassistent i traditionsklubben i Norddjurs
Det er nu en kendsgerning, at Vivild også i næste sæson får glæde af målfarlige og teknisk dygtige Paulo Maciel både på banen og som forlænget arm til cheftræner Henrik Angermair.
Den tidligere divisionsspiller i både Skovbakken og Hobro var skadet en del af sidste sæson, hvor Vivild ikke nåede helt med, da toget gik til Serie 1 og ikke kunne følge topholdet Aastrup-Hammelev til dørs.
Til gengæld er det en streg i regningen, at Vivild må tage afsked med sidste sæsons bedste og mest stabile spiller, Tor Fabian Kristensen-Jessing, der ligesom Paulo Maciel har en fortid som divisionsspiller i Skovbakken.
Tor Fabian Kristensen-Jessing, 25, skal træne Skovbakkens andethold i Serie 1 i den kommende sæson.
"Jeg ved Tor har haft meget svært ved at beslutte sig, fordi han har været vildt glad for at spille i Vivild og være i en klub, hvor opbakningen er så stor," fortæller cheftræner Henrik Angermair, der også kommer til at undvære veteranen Jeppe Friis, som har valgt at gå på fodboldmæssig aftægt - på banen.
Flere skal ud at rejse
Oprindeligt var det planen, at Vivild skulle bruge foråret til at rykke en række op, men afgangen af Tor Fabian Kristensen-Jessing plus flere af de unges planer om at tage på udenlandsrejse har sat oprykningsplanerne på stand by for en stund.
"Jeppe Thommesen, Frederik Bjerregaard, Sebastian Stær og Kasper Pedersen har alle planer om at tage på udenlandsrejse på forskellige tidspunkter i optakten til sæsonen," fortæller Angermair, der også må skyde en hvid pil efter at få Rougsø FFs Lars Thomsen til at trække i grønt.
Lars Thomsen bor i Vivild og har spillet enkelte træningskampe for klubben, men har valgt at forsøge at være med til at redde stumperne hos Rougsø FF, der rykkede ned fra Serie 3 i sidste sæson.
"Jakob Hørning vender tilbage efter en længere skadespause, mens Lauritz Hørby spiller i SIF Hørning (serie 3, red.) i næste sæson," opsummerer Angermair det foreløbige regnestykke for truppen lige nu.
Tidlig start
Vivild begynder allerede træningen tirsdag 7. januar i det nye år på kunstgræsbanen i byen og træner hver tirsdag de første tre uger.
Herefter hedder det aktivitet tirsdag, torsdag og lørdag.
Vivilds førstehold i Serie 2 er i pulje med følgende:
- Dronningborg B
- Søften GF
- Randers Freja
- Lystrup
- Hornslet IF
- Langå IK
- Nielstrup-Voldum
- Vivild
En pulje, der på forhånd har Vivild, nedrykkerne Langå og Randers Freja som favoritter til topplaceringerne. Kun et hold rykker op, mens to hold rykker ud.