Halbestyrer i Midtdjurshallen er fortid
IF Midtdjurs, der ved årsskiftet overtog driften af Midtdjurshallen, har valgt at opsige halinspektør Jesper Nielsen
Midtdjurshallens daglige bestyrer, Jesper Nielsen, har fået fyresedlen af sin ny arbejdsgiver IF Midtdjurs.
Opsigelsen er sket umiddelbart, inden kalenderen skiftede til april.
Jesper Nielsen bekræfter overfor Lokalavisen, at han er blevet opsagt, og nu er på udkig efter et nyt job.
Han er i øjeblikket sygemeldt, men i henhold til reglerne i funktionærloven, stopper Jesper Nielsen med udgangen af juni 2012.
Han blev ansat af Syddjurs Kommune til at varetage hvervet som halinspektør i august 2009, hvor det allerede dengang lå i kortene, at Midtdjurshallen i lighed med Kolind Hallen skulle overgå fra at være kommunal til en selvejende institution.
Derfor var repræsentanter fra IF Midtdjurs med i det ansættelsesudvalg, der pegede på Jesper Nielsen, som også er aktiv formand i Kolindsunds Venner.
Ved årsskiftet overdrog Syddjurs Kommune Midtdjurshallen til IF Midtdjurs, der dermed overtog ansvaret for driften.
Det skete umiddelbart efter, at byrådet langt om længe besluttede sig for en model til, hvordan man kunne harmonisere hallernes forhold økonomisk.
I de næste måneder er aktivitetsniveauet i hallen traditionelt lavt, så derfor har IF Midtdjurs nu god tid til at blive enige om en forretningsmodel til fremtidens drift af hal og det nærliggende klubhus, hvor den mangeårige klubhusbestyrer Peter Møller stopper ved udgangen af juni for at gå på efterløn.
Lokalavisen følger op på sagen.