Fortsæt til indhold

TRIF drenge i kamp om guldet

TRIF's U9-drenge har kvalificeret sig til finalestævnet om de Jysk-Fynske Mesterskaber

Sport
Af Martin Schultz

Drengene på Thorsager-Rønde IF's U9- hold i A-rækken er klar til de Jysk-Fynske Mesterskaber.

Det skete efter at holdet lørdag 23. juni i Trustrup vandt finalestævnet i DGI Østjylland-kredsen for syvmandshold foran VRI, Nørager og Romalt.

”TRIF vandt finalestævnet efter nogle tætte og spændende kampe. Vinderen af DGI Østjylland-kredsen klarer sig normalt godt til de Jysk-Fynske Mesterskaber, så vi har gode forhåbninger til, at holdet kan komme langt,” siger Christian Falk Hansen.
Han står i spidsen for trænergruppen for TRIF's talentfulde U9-spillere, som også har klaret sig godt i vinterens indendørsturneringer.

Til finalestævne i Sønderjylland

"Sejren ved finalestævnet kom i hus efter en række kampe, hvor TRIF-spillerne leverede intens fight, fine individuelle detaljer og godt sammenspil," siger Christian Falk Hansen.

I sidste ende blev resultaterne i de fire holds indbyrdes kampe afgørende for slutstillingen, og TRIF-holdet kan nu se frem til de Jysk-Fynske Mesterskaber i
Sønderjylland lørdag 18. og søndag 19. august 2012.

For både trænergruppe og den store gruppe U9-spillere i TRIF bliver mesterskaberne kulminationen på en lang udesæson, som begyndte allerede i februar med en ugentlig træning på VRI's ny kunstgræsbane.