Fredag kan Søften overhale til serie 1
Erling Baastrup
For første gang i Søften GF's historie har fodbolddrengene kæmpet sig frem til afgørelsen om at komme op i serie 1.
Holdet har endda kun ligget i serie 2 i et halvt år. Så hurtigt kan det altså gå.
Kampen bliver mod Åbyhøj fredag aften kl. 19.00, og inden onsdagenes kampe ligger de to hold på samme pointtal, men under alle omstændigheder bliver det et af de hold, der smutter op i serie 1.
Søften er på hjemmebane (ved Neptunvej), og fra klubbens side opfordrer man så mange som muligt til at komme og heppe og klappe på de lokale helte.
Hvis oprykningen kommer i hus, så har Søften overhalet både Hammel og Hinnerup i fodbold.