Skanderborg Håndbold mangler 400.000 kroner
Støttefest og sponsorcykelløb ved Lys Nat har givet 470.000 til den trængte klubkasse, men man er stadig et godt stykke fra at gå i nul.
Foråret i Skanderborg Håndbold har været hektisk. Inde på banen har herrerne sikret sig endnu en sæson i Håndbold Ligaen og klubbens bedste damehold har sikret sig oprykning til 1. division. Uden for banen har alle klubbens frivillige og forældre kæmpet en brav kamp for at tjene ekstra penge. En økonomiske bet på 800.000 kroner for manglende indtægter, der var budgetteret med i forbindelse med afviklingen af kampe i Forum.
Kampene var flyttet på grund af manglende faciliteter i Skanderborg Kommune. Manglende faciliteter, der gør det svært at opnå indtægter ved tilskuere, og som heller ikke er optimale for sponsorere. Noget som bliver rådet bod på, når den nye dobbelthal står klar på Fælleden i 2016.
"Der har været en imponerende opbakning fra vore sponsorer, fra alle forældrene og de mange andre frivillige. Men desværre mangler vi stadig 400.000 kroner for, at den sæson vi netop har afsluttet går i nul," siger formand Jens Christensen.
"Vi arbejder fortsat på at nå i mål med balance i regnskabet, når dette slutter 30.juni, ligesom vi håber på god opbakning, når vi kommer rundt med sponsormaterialet for den kommende sæson. Her arbejdes der efter en Plan 2016, så vi kan sikre liga håndbold i Skanderborg de kommende år."