Fortsæt til indhold

Cyklister siger tak for hjælpen med asfalten

Arrangører roser NCC Roads for hjælpen med at lappe de værste veje, før 1012 cyklister i går indtog vejene omkring Skanderborg.

Sport
Af Bettina Sønderskov

Da 1012 cyklister Kristi Himmelfarts dag kørte ud på ruterne i CyclingParts Race - Danmarks Højeste Cykelløb, i Skanderborg Kommune, kunne flere af dem se frem til en anderledes rute end planlagt. Omkring Vitved ved Skanderborg var vejstrækningen på den oprindelige rute så medtaget efter vinteren og flere års manglende vedligehold, at arrangørerne vurderede, at det ville være uforsvarligt at sende cyklisterne i den retning.
Men det var småting i forhold til, hvor problematisk afviklingen af løbet kunne være blevet, hvis ikke kommunens nye private vej-operatør, havde været så samarbejdsvillig.
"Før løbet var vi i kontakt med dem for at gøre opmærksom på nogle af de værste strækninger. Især Lyngbakken var vi fra flere sider blevet advaret om, at vi var nødt til at undgå, fordi den ville være for farlig at køre på," siger en af arrangørerne bag løbet, Jesper Nordland.

Fine veje og få uheld

Jesper Nordland er meget tilfreds med, at NCC Roads lyttede til deres bekymringer og blandt andet nåede at lægge ny asfalt ud på Lyngbakken, før løbet blev afviklet Kristi Himmelfartsdag.
"Der er vores indtryk, at vejene var fine at køre på på alle ruter. Dagen før løbet kom de endda med en traktor og fejede på stien ved start-stedet i Højvangen. De har gjort et godt stykke arbejde, og det skal de have ros for," lyder det fra Jesper Nordland.
Ud af de 1012 fremmødte cyklister gennemførte 892 af dem løbet. På trods af det store antal cyklister kom kun to personer til skade under løbet, og det havde ikke noget at gøre med vejenes tilstand. I det ene tilfælde kørte en mandlig cykelrytter på en kantsten i Addit og væltede, mens en anden person brækkede kravebenet, da han styrtede i forbindelse med, at en gruppe cyklister ifølge arrangørnes oplysninger kom lidt for tæt på hinanden.