Tst er danmarksmester i at udvikle klubben
Idrætsforeningen tst i Tilst har vundet DM i foreningsudvikling arrangeret af DGI
“Tst Tilst viser stor social ansvarlighed med sit fokus på unge og etniske grupper, der ikke er så kendt med foreningslivet. Foreningen har startet aktiviteter specielt for dem og samarbejder med både skole og boligforening for at nå dem,” sådan siger Dorte With, der er hovedbestyrelsesmedlem i DGI og formand for juryen, som udvælger vinderene af DM i foreningsudvikling.
Tst løb sammen med fem andre med vindertitlen ud af 31 deltagenede foreninger.
Skal have fat i de unge
DM i foreningsudvikling er en dyst mellem udvalgte og udviklingsorienterede idrætsforeninger. DGI's landsdelsforeninger udpeger hver højest tre foreninger, som bliver vurderet på forholdet mellem ambitioner, mål og resultater.
Og på disse punkter har Tst Tilst altså gjort det godt.
“Som en idrætsforening bør vi have tilbud, som alle personer finder attraktive. Vi har været i gang med at kigge på alle områder fra målgrupper til faciliteter,” fortæller hovedformand i tst, Hans Peter Holmgaard.
Han kan fortælle, at det særligt er de unge over 13 år, som har været svære for tst at få fat i og fastholde.
“Det går faktisk rigtig fint med de ældre borgere i foreningen, men med hensyn til de unge er vi stadig i gang med at “forske”. Skal det være mere fleksible tilbud for at få fat i dem? Skal det være forskellige tilbud på tværs af sportsgrene? Eller er det helt nye idrætsgrene der er behov for? Og hvordan får vi kommunikeret med de unge?” Siger Hans Peter Holmgaard.
I forvejen laver klubben et Ung Fredag arrangement cirka otte gange om året for de 9-14-årige, hvor de kan hygge sig med vennerne og dyrke sport imens. Hovedformanden afslører, at tst barsler på en idé om et lignende koncept, men for de 14-18-årige.
Nye tiltage på vej
Én af de ting, som tst får ros for af DGI, er deres evne til at få “foreningsfremmede” unge til at deltage i foreningslivet blandt andet ved, at boksning er kommet på programmet i klubben.
Desuden har klubben etableret samarbejde med både Tilst Skole, Langkærparken og et aktivitetssted for udviklingshæmmede.
“De udviklingshæmmede bruger hallen næsten hver dag om formiddagen, og desuden får vi meget snart lavet en multibane og beachbane i samarbejde med dem og skolen,” fortæller Hans Peter Holmgaard.