"En skateboard-bane vil sætte Galten på Danmarkskortet"
Byens samlingssted skal gøres endnu mere spændende, mener galten-borgeren Claus Hvass, der arbejder for at områdets unge skal have en skateboardbane på Bytoften
"Området her bliver brugt omkring 14 dage om året. Tænk, at sådan et område ikke bliver brugt mere. Det er helt tåbeligt," siger Claus Hvass, og viser det grønne græs på Bytoften i Galten.
Står det til ham, skal der være en skateboardbane, som områdets børn og unge kan bruge og samles omkring. Ideen arbejder han på sammen med andre frivillige i projektgruppen "Projektforum Galten Skovby," der arbejder for at løfte området og gøre det endnu mere indbydende for beboerne i og omkring Galten og Skovby.
"De unge mennesker kører rundt om aftenen på veje, hvor der ikke er lys, og det er ikke særlig holdbart, siger han, der selv er opvokset i Galten, og som nu bor i byen med sin familie.
For omkring en måned siden oprettede han en side til projektet på Facebook, som allerede har fået 300 følgere fra hele kommunen.
"Bytoften er et samlingssted, men der er ikke meget at lave her. Udvalget, når det gælder skateboardbaner, er ikke så stort i vores område. Hvis vi vil skate, er vi nødt til at tage til Aarhus, hvor vi kan gøre det på Sct. Annagades skole," siger 15-årige Gustav Winterberg.
"Men den lukker snart, fordi skolen skal udvide. Det tager også en masse tid og koster penge, når vi skal køre til Aarhus, så vi kører rundt omkring på de asfalterede veje, der er i området i stedet," supplerer den jævnaldrende Casper Villemoes.
Mange bakker op
I den seneste tid har Claus Hvass været rundt til områdets mange beboere, og ifølge ham, bakker rigtig mange op om projektet. En af dem er Tage Nielsen, der er klubleder for Galten Junior - og Ungdomsklub.
"Kommunen bruger mange penge på at opføre haller i hele kommunen, men hvem har tænkt på dem, som ikke lige dyrker den form for idræt, som man dyrker i en hal? Et projekt som en skateboardbane har åbent hele dagen, og det er det, som vi har brug for her i Galten," siger han.
"Men det er vigtigt at pointere, at banen ikke kun skal være for dem, som står på skateboard. Den skal også være for dem, som står på løbehjul, rulleskøjter eller dem, som kører på BMX-cykel. Hvis projektet bliver til noget, vil vi lave en forening, der tager sig af banen og sørger for at den bliver vedligeholdt. Projektet skal laves rigtigt fra starten," siger Claus Hvass
På Danmarkskortet
Den kommende tid skal bruges på at gøre projektet helt konkret og at få et overblik over, hvad en bane vil koste, så han kan komme i gang med at søge nogle fonde. Han håber også på støtte fra Skanderborg Kommune, og fra det lokale erhvervsliv i området, som han har planer om at tage kontakt til.
"En skateboardbane vil sætte Galten på Danmarkskortet. På sigt vil vi gerne have gjort endnu mere ved området her, men en skateboardbane er det første skridt på vejen, og jeg håber på at kunne indvie banen til næste års byfest," siger Claus Hvass.