Verdens bedste gokart-kørere dyster i Viby
Racehall i Viby danner rammen om verdensmesterskaberne i gokart 21.-26. juli
For første gang bliver der afholdt Kart World Championship, VM i gokart, i Danmark.
Det foregår 21.-26. juli i Racehall i Viby, hvor de to gokart-talenter fra Hasselager, 15-årige Nicolaj Kandborg og 18-årige Mikkel Jensen, er med.
“Kart World Championship er et af de største gokartløb i verden, og det bliver spændende at få lov til at dyste mod nogle af de bedste gokartkørere. Jeg er spændt på at mærke stemningen og kampgejsten i Racehall, når startskuddet lyder,” siger Nicolaj Kandborg i en pressemeddelelse.
Der vil være mere end 150 kørere fra blandt andet Brasilien, Tyskland, Holland, Polen og Belgien.
Den italienske Formel 1-kører Giorgio Pantano deltager også i ræset.
Stævnet er for alle aldre og niveauer, og man kan deltage i den kategori, man ønsker. Der er gratis entré til arrangementet.