Fortsæt til indhold

En dag i en dansers liv går verden rundt

Sport
Erling Baastrup

Lørdag 6. april blev en sjov og anderledes dag for sportsdanserne Magnus Ginge, Hadsten, og Tenna Bloch Petersen, Frederikshavn. De havde nemlig sagt ja til at deltage i et projekt, som skal promovere EM i dans i Århus lørdag 20. april.
Nogle af Danmarks bedste unge dansepar blev af arrangørerne bedt om at fortælle om deres hverdag – lige fra morgenmad til godnattid. Hvert enkelt par fik derefter en dag tildelt, og kunne lægge fotos og video på Facebook dagen igennem, så deres hverdag kunne følges verden over.
"En stor del af tiden bliver selvfølgelig stadig brugt til træning, men fordi der ikke er skole en lørdag, er der også tid til nogle af alle de andre ting, der er en del af vores danseliv: planlægning, fritidsjob, sponsorpleje, påklædning og lignende," fortæller Tenna og Magnus.

Gik verden rundt

De to unge sportsdansere kunne ved den lange lørdags afslutning konstatere, at "en dag i deres liv" var set af folk fra Danmark, Holland, Ungarn, Frankrig, Japan, Portugal, Thailand, Rusland, Israel, Sverige, Serbien, Polen, Moldova, Hong Kong, Taiwan, Italien, Estland og Schweiz.

Hele serien om "En dag i Magnus? og Tennas danseliv" kan ses på Facebook under emnet "Standard Dance Euro2013".
Magnus og Tenna deltager selv i EM-stævnet i Aarhus 20. april i en international standardturnering for dansere under 21 år.