Fortsæt til indhold

“I morgen kan vi skyde med begge ben”

Christian og Sebastian på fodboldskole i Allingåbro IF

Sport
Anette Bonde

Christian og Sebastian, begge 8, går til fodbold i Allingåbro IF. I sidste uge fik de lagt lidt til form og færdigheder på fodboldskolen i Allingåbro.

Træner med begge ben

Christian og Sebastian er godt tilfredse med det, de laver og det de lærer på fodboldskolen. Begge er højrebenede, og de har trænet med både venstre og højre. Lokalavisen besøgte fodboldskolen torsdag, og her fortalte de, at deres træner har lovet dem, at de i morgen kan skyde med begge ben.
Til hverdag går de til træning onsdag fra klokken 17-17.45. Det er hyggeligt, og de får nogle gode venner. I deres klasse er der fem, der går til fodbold, andre går til gymnastik, svømning, ridning og håndbold.
Når de kigger tilbage på deres præstationer på fodboldbanen, nævner Christian de cirka 25 mål, han har scoret i diverse kampe i tidens løb. Sebastian er ikke sikker på, hvor mange han har scoret, men han glemmer i hvert fald ikke den kamp, hvor han scorede syv!
Christian har sin far til træner. Både han og hans far er ivrige fodboldspillere, og de læser fodboldbøger sammen. I øjeblikket er de i gang med bogen om Messi. Ham er Christian og Sebastian i øvrigt enige om er verdens bedste fodboldspiller.
"Hans far har trænet ham i rigtig mange år."

Deltagere fra udlandet

På fodboldskolen er der deltagere fra Allingåbro, Vivild, Ørsted, et par stykker fra Auning, men også to fra udlandet.
Cecilie 13, har boet i Indonesien i flere år, men flytter efter ferien til Belgien. Hun og hendes familie bor i sommerhus i St. Sjørup, og fodboldskolen er en god sommeraktivitet, synes hun.
Frederik, 5, bor i Spanien. Han er fætter til Christian og er hjemme i Danmark på besøg.