Andrea og Jenny får gymnastisk skulderklap
Andrea Ahle og Jenny Koba Risager fra Hinnerup er 16 år og vilde med gymnastik. De får nu en uges ophold for særligt udvalgte gymnaster
Andrea og Jenny fra HGS - Hinnerup Gymnastiksamvirke - kan se frem til en stor oplevelse i næste uge. De har nemlig fået tilbuddet om at deltage i Vingstedugen, arrangeres af DGI og er en skulderklap til unge gymnaster, der gør en særlig indsats i deres foreninger.
Verdensholdet som trænere
Vingstedugen er en blanding af et kursus og en sommerlejr med masser af gymnastik og godt humør.
Alle instruktørerne på Vingstedugen er tidligere gymnaster fra DGI's Verdenshold. De står for undervisningen af de unge, som kan se frem til at få masser af viden og gode træningstips med sig hjem foreningen. Det hele krydres med lejrbål og hygge i rå mængder.
Gammel tradition
DGI arrangerer Vingstedugen, og på baggrund af foreningernes indstillinger, står DGI for udvælgelsen af de max 100 gymnaster i aldersgruppen 14-17 år, der kan deltage.
Vingstedugen bliver holdt hvert år og er en tradition, der er mere end 40 år gammel.
Vingstedugen holdes i år i perioden d. 21.-26. juli 2013 på Vandel Efterskole.