Det var bare ok med de penge
Det kan godt betale sig at tanke hos OK Plus i Fårvang. Nu har Horn-Fårvang IF modtaget godt 33.000 kr.
Pengene har OK's kunder sparet op til klubben ved at tanke på deres OK Benzinkort. Bilisterne tanker til samme pris som prisskiltet viser, og får samtidig mulighed for at støtte klubben.
Og der er nok at bruge penge til, for der er aktivitet i Horn-Fårvang IF. Der gives mange tilbud til ungdomsmedlemmerne af de forskellige afdelinger om at deltage i stævner og ture, og man forsøger at få alle med.
Henrik Hvid Laursen, der har været med i det frivillige arbejde i mange år, fortæller:
”Vi bruger en del penge på rekvisitter, tilskud til stævner og til ture, for vore ca. 80 unge medlemmer.”
Her kan Susanne Kjær fra fodboldafdelingen tilføje:
”Vi har en fast tur til Holland for U15, og bruger også en del penge på at sende spillerne til turneringer, som eksempelvis en turnering i uge 31 i Spjald.”
Fodboldafdelingen har godt 200 medlemmer og afholder også en fodboldskole i ferien.
Horn-Fårvang er aktiv i lokalområdet, og deltager således med en stand ved det årlige Fåremarked, og ved det årlige Rally der i år afholdes 9. august.