Fortsæt til indhold

June Fladborg vandt DM-guld i slalom på vandski

Sport
Af Claus Beyer

June Fladborg er tilbage som Danmarks absolutte bedste vandskiløber efter en pause på næsten tre år på grund af en knust hæl.

Ved Danmarksmesterskaber i Vallensbæk stillede June Fladborg til start for sin gamle klub, Nivå Vandski Klub, i slalom, og June vandt suverænt både det indledende løb og finaleløbet. Med to bøjer på 12 meter line, så henviste June kun 15-årige Helene Høgh Sørensen fra Vallensbæk Vandski Klub til andenpladsen, men der var ros til det nye danske talent.

"Der er ingen tvivl om, at Helene Høgh Sørensen kommer langt frem i de kommende år. Helene er et stort talent, som jeg glæder mig til at følge," sagde en glad June Fladborg efter at guldet var i hus.

"Jeg er utrolig glad for at være tilbage på vandet, og det betyder meget for mig at vinde Danmarksmesterskabet. Jeg løb ikke helt op til mit bedste, men med den vind vi havde i dag, så er jeg tilfreds med resultatet," fortsætter June, der dog valgte at skåne sin hæl og derfor stillede hun ikke op i hop.

"Nu skal jeg tilbage til USA i den kommende uge, og så gælder det forberedelserne til EM i Grækenland, der afvikles i september, og herefter er der fokus på VM i november," siger June, der ved de to kommende mesterskaber tilmeldt i både slalom og hop. June ser også frem til at hendes gode veninde, Maj Lund Jepsen fra Skanderborg, kommer tilbage til VM i Chile. Maj Lund Jepsen blev skadet for et år siden, hvor hun ødelagde det ene korsbånd og begge menisker i det højre ben.

"Maj og jeg bruger hinanden meget, når vi er ude til konkurrencer. Samtidig så skal vi træne sammen ovre i USA op til VM. Selvom vi er konkurrenter, så hjælper vi hinanden med at opnå det bedste, og vi kan sagtens glæde os over hinandens resultater," slutter June Fladborg.

Nivå Vandski Klub havde yderligere en deltager med ved kvindernes DM i slalom. Det var Kristine B. Andersen, der løb sig ind på en syvende plads i Vallensbæk.

15-årige Helene Høgh Sørensen fra Vallensbæk Vandski Klub vandt DM-sølv i slalom. Foto: Claus Beyer
Kristine B. Andersen fra Nivå Vandski Klub blev nummer syv ved DM - slalom. Foto: Claus Beyer