430 medaljer til lokale ungdomsspillere
Ry Badminton er i topform til sæsonstarten 12. august
Ry Badminton høstede i sidste sæson et rekordstort antal sejre. Ungdomsspillerne opnåede således hele 146 guldmedaljer, 145 sølvmedaljer samt 139 bronzemedaljer. Det er en lille fremgang på 7 medaljer i forhold til sæsonen før. Hertil kommer de mange sejre, som seniorerne hentede hjem til klubben inklusiv oprykningen til serie 2. Desuden fik klubbens veteranafdeling også en del sejre i hus.
Celine satte trumf på
Ungdomsspilleren Celine Hurup satte slutspurten ind i juni, hvor hun i Farum opnåede en bronzemedalje i damedoublen U17M og i Hobro opnåede sølv i damesinglen samt guld i damedoublen. Celine var dermed klubbens mest vindende ungdomsspiller med 48 point, hvor en sejr tæller 3 point, en sølvmedalje tæller 2 point og en bronzemedalje tæller 1 point. Henrik Frandsen var lige i hælene på Celine med samme antal point, men han havde ikke opnået lige så mange guldmedaljer. Herefter kom Thea Nøhr-Geil med 47 point og Jakob Riisgaard-Dam opnåede 45 point. Den nye sæson begynder mandag den 12. august.