Hammel stærkt repræsenteret ved DM i cykling
Hele ni ryttere fra Hammel Cykle Klub skal repræsentere klubben 24.-25. august
Det går rigtig godt med børne- og unge-afdelingen i Hammel Cykle Klub. Mange medlemmer, flittig træning og stor deltagelse i stævner.
I weekenden 24.-25. august skal ni i grupperne U/13, U15 og U17 til Danmarksmesterskaberne i Stubbekøbing.
Vi har fanget tre af dem, her før de drager af sted.
Og det ligger helt fast: Drengene ved ikke, hvor Stubbekøbing ligger. Men de lærer vel, at den ligger på Falster.
Vi er gode sportsfolk
Asbjørn Hellemose er på U15. Han er 14 år og har kørt som licensrytter, siden han var 10 år.
”Vi får nok smæk. Ved enkeltstarten sorteres rytterne i et A-felt og et B-felt, som de skal køre linjeløb i om søndagen.
Asbjørns egen vurdering af resultatet er, at måske kan han ligge omkring en 10.-plads.
”Det er også vildt hyggeligt at mødes. Jeg kender dem jo alle sammen,” fortæller Asbjørn. Han indrømmer, at der kæmpes under løbene, men man skal ikke være bange for at give en undskyldning eller et klap på ryggen bagefter. ”Vi er fra Hammel, så vi er gode sportsfolk,” lyder det med overbevisning.
Pøtten er slem
I U13-gruppen finder vi blandt andre Kasper Kaysen. Han er lige blevet 11 år, så han kan blive i klassen længe endnu.
Han indrømmer, at han er lidt doven: ”Jeg burde træne mere, og det er kun cykling, jeg træner med.” Han træner dog fast med gutterne mandag og torsdag, hvor der køres 13-30 km. Blandt andet på ”Pøtten” (Pøt Mølle-bakken). ”Den er svær opad og teknisk nedad,” får vi at vide af Kasper, der har set Tour de France, som ikke fik den rigtige vinder: ”Det skulle have været Contador,” mener Kasper. Han håber at blive blandt den bedste tredjedel i Stubbekøbing.
Den sidste, vi møder er Anders Foldager. Han dyrker i al beskedenhed lidt sport: Håndbold, fodbold, svømning, og så er han hjælpetræner. Hvis der er stævner i weekenden, har han kun fredag aften fri.
Anders er glad, bare han får point i enkeltstarten. I linjeløbet ser han gerne sig selv på en Top 7.
Alle fra U17-holdet er draget på efterskole, men de er klar, når Stubbekøbing kalder. Det drejer sig om Søren Christoffersen, Jan Jakob Iversen, Jeppe Aaskov Pallesen, Sebastian Rasmussen, Andreas Schou og Asbjørn Rasmussen.