Fortsæt til indhold

Politiet er for langsomme og kommunen siger nej

Allerede i februar henvendte "Bakke og By" sig til politiet for at få lov til at spærre veje til et cykelløb i Hørning. De fik svar 14. august

Sport
Anne Mathilde Friis Larsen

Manglende tilladelser fra kommunen og politiet er skyld i at "Bakke og By"-projektet ikke kan lave det cykelløb, der skulle afholdes 29. august, og som har været på tegnebrættet siden februar. Det skulle skæppe i kassen til at endnu en skolegård på Bakkeskolen i Hørning kunne blive frisket op.
"Vi tog fat i politiet allerede i februar, men de henviste os til kommunen. Begge parter har været svære at få svar fra lige siden. Det lykkes os at få et møde i stand med kommunen sidst i maj, men de ville ikke være med til at spærre Skanderborgvej af."
Sådan lyder det fra en skuffet Maria Galsgaard, næstformand i skolebestyrelse på Bakkeskolen og medlem af Styregruppen bag "Bakke og By".
"Det er meget skuffende, at vi ikke kunne få lov til at spærre Skanderborgvej af i to timer for at afvikle et cykelløb, fordi der kører busser på den. Kommunen mente, vi kunne bruge cykelstierne og veje, hvor der kørte biler, men 700 børn på cykel fylder altså en del, så det vil vi ikke."
De manglende tilladelser har gjort, at projektet med cykelløbet nu er strandet.
"Det har ikke været muligt at gå videre med opgaverne, hverken til sponsorer eller de frivillige, når vi ikke havde fået et svar fra politiet, og dermed ikke har haft en fast dato for cykelløbet," siger Maria Galsgaard.

Ingen penge til ombygning

"Vores projekt passer jo lige ind i Skanderborg Kommunes idéer om at have aktive borgere og samtidig optimere arealerne ved de kommunale skoler," fortæller næstformanden.
"Nu kommer det hele til at gå lidt langsommere. Det cykelløb kunne finansiere den næste skolegård, så det er meget ærgerligt," siger hun.
I stedet for har "Bakke og By" valgt at arrangere et loppemarked, som foregår 22. september klokken 10-14.
"Vi håber, at det er noget vi kan gentage hvert halve år, og så på den måde genere et overskud til skolegårdene," siger Maria Galsgaard.

Politiet erkender

Hos Sydøstjyllands Politi er der ingentvivl om, at sagsbehandlingstiden har været al for lang.
"De har fået tilladelsen til at afholde cykelløbet 14. august. Det kan jeg godt forstå, er for sent," siger sekretariatschef Margit Hald.
Hun understreger, at det er politiets ansvar, at behandle sagerne i tide, også selvom det er højsæson for ansøgninger til udendørsarrangementer.
Det, politiet tager stilling i sådan en sag, er om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at afholde løbet, og det har de vurderet, at det er. Bare for sent for "Bakke og By".
Hvis foreningen havde ringet, kunne de have fået et mundligt tilsagn om tilladelsen og være gået videre med planlægningen, forklarer Margit Hald.
"Jeg vil gerne være påpasselig med at komme med gode råd til foreningen, men jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke har taget kontakt til os igen. Sagsbehandleren har kun den ene email fra februar og kan ikke erindre et opkald fra foreningen," siger sekretariatschefen.
"Jeg vil ikke lægge ansvaret over på foreningen. Vi evaluerer efter hver sæson på, hvad vi kan gøre bedre eller anderledes, og det er det, jeg skal forholde mig til."

Skanderborgvej er vigtig

Skanderborg Kommune har sagt nej til at spærre Skanderborgvej i Hørning af i to timer.
"Det handler om, at så stor og vigtig en vej som Skanderborgvej, den spærrer vi ikke bare af.," siger Jens Peter Sørensen fra Vej og Trafik i Skanderborg Kommune. Det er Vej og Trafik, der skal give tilladelse til afspærring af veje, ved afholdelse af eksempelvis cykelløb.
"Vi har lige forsøgt at tage kontakt til dem ude i Hørning igen nu her. Jeg synes ikke, vi skal diskutere det her i pressen. Det er helt klart vores opfattelse, at vi er i dialog med dem, og vi har intet i mod cykelløb. Tværtimod. Det er ruten, det er galt med, ikke cykelløbet. Hvis ruten lå et andet sted, så stod vi bag dem," siger Vej og Trafik-lederen.
Der er i øjeblikket vejarbejde på jernbanebroen i Hørning, og det giver anledning til omkørsel og besvær.
"Set i lyset af vejarbejdet, der er i gang, kan det blive voldsomt med endnu en afspærring, og vi synes, det kan give for meget rod. Vi skal tage hensyn til alle borgere derude," siger Jens Peter Sørensen.


Fakta:

Projektet "Bakke og By" skal skaffe finansiering til at ombygge de seks skolegårde, der hører til Bakkeskolen i Hørning. Allerede nu er den første færdig og nummer to er godt på vej.
Bakkeskolen har ingen mulighed for at udvide hverken inde eller ude, fordi skolen er omkranset af veje.