Skanderborgdreng til World Games i Columbia
Den lokale kajakroer Nicolaj Blach Vederkvist roede sig til en sjette plads i maratonkajak i columbianske Cali. Nu håber han på en plads i top ti ved årets VM i september
"Det var en kæmpe oplevelse," konstaterer 24-årige Nicolai Blach Vederkvist, som det første, når han skal fortælle om sin allerførste deltagelse i World Games, der i år fandt sted i Columbias tredjestørste by, Cali i starten af august.
World Games er en international sportsbegivenhed, arrangeret af den internationale olympiske komite (IOC). Begivenheden er for sportsgrene, som enten er røget ud af OL, eller som ikke er blevet optaget. I år er maratonkajak med som disiplin ved World Games for første gang, og Nicolaj Blach Vederkvist endte som nummer seks ud af 22 maraton-kajakroere.
"Jeg er glad for resultatet. Ruten var teknisk svær. Den var delt op i to løb, hvor jeg i første blev nummer to og nummer seks i finalen," siger han.
En speciel oplevelse
Desværre kvalificerede maratonkajak sig ikke til OL.
"Der skal ryge en anden sportsgren ud, før vi kan komme med," forklarer Nicolaj Blach Vederkvist og forsætter:
"Men det var virkelig en oplevelse. Man hører ikke så meget om World Games i Europa, så jeg var meget i tvivl om hvad det hele gik ud på."
Især en oplevelse står klart i hukommelsen.
"Jeg skulle til en fest for alle atleterne, og vi blev kørt i bus til festen. Da vi stod ud af bussen, blev vi mødt af omkring 300 mennesker, som ville tage billeder og røre os, som om vi var popstjerner. Det var en speciel oplevelse og lidt grænseoverskridende, men sjovt at prøve," fortæller Nicolaj Blach Vederkvist.
Travl sommer
Det har været en travl sommer for den lokale kajakroer. I juni deltog han til EM i Portugal, hvor han blev nummer seks, og efter World Games har Nicolaj Blach Vederkvist været i Sverige, hvor han blev nummer to ud af 250 roere.
Nu gælder det VM, der finder sted i København i tredje weekend i september.
Under sidste års VM gik han sukkerkold og måtte gå ud af løbet efter tredje af de syv runder, som maratonlandsholdet skulle igennem. I år håber Nicolaj Blach Vederkvist på en placering i top 10.
"Det skal lykkes i år. Sidste år blev jeg meget overrasket over, hvor hårdt det var at ro til VM. I år er jeg i meget bedre form," forklarer han.