Fortsæt til indhold

Tennis jagter oprykning og medaljer

Hammels bedste seniorhold jagter oprykning fra Jyllandssserien til 2. division samtidig med, at klubbens to juniorhold jagter JM-medaljer for hold.

Sport
Erling Baastrup

Før de sidste to spillerunder i årets tennissæson for hold i Jylland, markerede Hammel Tennis Klub sig med topplaceringer for de bedste junior- og seniorhold mulighed for at hive nogle flotte resultater og trofæer hjem til byen.
Klubbens seniorhold i Jyllandsserien ligger lige nu nr. 2 kun et point efter førstepladsen, som indehaves af Risskov. Holdet mangler kun to kampe hvoraf den ene er mod netop Risskov og den anden er mod rækkens nr. 3. Der er derfor virkelig spænding omkring de sidste kampe som begge er på hjemmebane i Hammel.

Medaljerne kan plukkes

De bedste juniorer i Hammel Tennis Klub spiller i Jyllandsserien for U16-hold, hvor der i de sidste kampe skal dystes om guld, sølv og bronze. Lige nu ligger holdet med mindst mulig margin lige udenfor medaljerækkerne, men har i de sidste to kampe rækkens to bundhold Skanderborg og Sønderborg som modstander, hvilket kan give Hammel-drengene en rigtig flot slutspurt, da man har spillet helt lige op med de aktuelle tophold i puljen.
Endelig har Hammel Tennis klub også et juniorhold med U12-drenge, der spiller i den næstbedste række i Jylland, som hedder U12-Unionsrækken. Holdet her ligger også øverst i sin pulje, hvilket ligeledes giver mulighed for at få trukket medaljer af guld, sølv eller bronze hjem til klubben og samtidig en oprykning til næste års Jyllandsserie for U12-juniorhold.
Alle disse spændende kampe spilles på tennisbanerne i Hammel Tennis Klub de følgende to weekender, og alle er naturligvis meget velkomne til at komme og heppe på de lokale tennishelte.