Fortsæt til indhold

En helt fantastisk dag

Nye arrangementer skal skabe bedre sammenhold og få flere ungdomsspillere til at blive i Team Hørning Fodbold

Sport
Af Christina H. Langpap

For første gang i Team Hørning Fodbolds historie, blev der holdt hjemmekampsdag med hele 82 spillede fodboldkampe i løbet af en dag i Hørning.
"Det var en helt fantastisk dag, virkelig en succes og helt klart noget, som vi vil arrangere igen," siger Sie Dannemand, fra Team Hørnings eventudvalg.
Det nye initiativ er blevet til af en helt særlig grund.
"Vi synes ikke, at der er meget sammenhold på tværs af holdene, og det vil vi gerne gøre noget ved. Når man er ude og spille på banerne, går man typisk hjem bagefter og bliver ikke og hepper på de andre. Det betyder, at man har mest at gøre med dem, som man spiller på hold sammen med, og ikke så meget med de andre årgange," forklarer Sie Dannemand. I løbet af hele dagen mødte omkring 500 mennesker op på Højbo Stadion, der dannede rammerne om arrangementet.
Modstandere fra flere midtjyske byer havde taget turen til Hørning for at spille fodbold.
"Normalt plejer vi at tage til turneringskampe rundt i hele midtjylland, men i stedet havde vi valgt at samle alle kampene her på en dag. Det betyder, at der kommer flere forældre og bedsteforældre og der kommer en større opbakning til vores spillere. Nogle af forældrene var mødt op og malede bannere og skabte en rigtig god stemning," fortæller hun.
Ud over at skabe mere sammenhold, er det også meningen at arrangementet skal være med til at fastholde ungdomsspillerne i Team Hørning Fodbold.
"Det er svært at finde frivillige og trænere, og derfor bliver det måske mere attraktivt at søge mod andre klubber efter som spillerne bliver ældre. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for, at det er attraktivt at være i Team Hørning Fodbold. Noget af det, som vi kan gøre er, at lave flere aktiviteter for spillerne. Også arrangementer, som ikke handler om fodbold," siger Sie Dannemand og fortæller, at en juleafslutning for de mindste spillere og en fodbold aften for de større lige nu er på tegnebrættet.

Flere arrangementer som hjemmekampsdagen skal være med til at skabe mere sammenhold blandt Team Hørning Fodbolds spillere. Foto: Henrik Maj