Fortsæt til indhold

Brix Cup har fået en ”lillebror”

Kæmpe fodboldstævne for drenge og piger

Sport
Anette Bonde

Det er ikke Brix Cup, men det ligner. Auning IF lancerer i november Brix Mini Cup, der ikke er for voksne, men for drenge og piger.
Stævnet er tidligere blevet annonceret som AIK Cup, men siden er der blevet lavet en aftale med folkene bag den velrenommerede Brix Cup, og navnet er så blevet ændret til Brix Mini Cup. Brix Cup er det traditionelle julestævne i Auning Idrætscenter arrangeret af AIF, Auning Idrætscenter og Nørager Boldklub.
“Det oprindelige koncept er der ikke blevet ændret på,” understreger Tommy Hjort, der er med til at arrangere. Han tilføjer, at stævnet trods navnet intet har med Brix Cup at gøre, men på sigt kan der måske godt udvikles et samarbejde.

Skal ose af hygge

Brix Cup er kendt for den hyggelige stemning og mange mennesker i hallen, og netop denne del af stævnet vil arrangørerne af ungdomsstævnet gerne have i fokus.
“Selv om det selvfølgelig drejer sig om fodbold, at vinde kampe og måske flotte præmier, skal stævnet først og fremmest ose af hygge, hvor både de bedste og knap så gode spillere kan få en oplevelse.”
Stævnet finder sted i weekenden 22., 23. og 24. november, og det starter fredag aften med U6 og U7, der spiller på oppustelige baner. Lørdag gælder det U8 og U10, mens det søndag er de ældste U11 og U13. Både lørdag og søndag spilles der på almindelig indendørsbane. Der spilles i A, B, og C rækker.

Præmier for 25.000

Det er ikke som andre stævner. For eksempel spilles der om præmier for 25.000 kroner, der bliver VIP-rum incl. gratis sodavand, gratis adgang til svømmehallen, præmier på alle årgange til nummer 1, 2 og 3, lokale guider under hele stævnet, løbende resultater på inforskærme, samarittere til stede og der vil være en kæmpe café og kioskområde.