TIF til DM i foreningsudvikling
32 idrætsforeninger fra hele landet skal deltage i årets DM i foreningsudvikling. DGI Østjylland har udvalgt Thorsø Tungelund IF til at være med
I disse dage er 32 foreninger fra hele landet klar i startklodserne til DM i foreningsudvikling, som skydes i gang ved en konference for alle deltagere i DGI-huset i Vejle 28. september.
Thorsø Tungelund IF er udvalgt til at repræsentere DGI Østjylland ved dette års mesterskab, som løber frem til maj 2014.
I motivationen lyder det blandt andet:
»Vi har valgt Thorsø Tungelund IF, fordi foreningens ledere er motiverede for at skabe udvikling og forny sig, så de i endnu højere grad end i dag kan være et kraftcenter for tidens idræt og foreningsliv.«
Det virker
I maj 2014 afgør en jury med blandt andre DGI-formand Søren Møller og Henrik H. Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut, om Thorsø Tungelund IF er blandt de fem bedste.
Og Thorsø Tungelund IF kan glæde sig til de næste syv måneders indsats, for det batter at være med. To har undersøgt effekten af mesterskabet blandt DM-foreninger, og resultatet er, at DM-foreningerne har tiltrukket flere frivillige, flere medlemmer og udviklet foreningens idrætstilbud.