Kidzliga satte stor rekord
Hammel Cykle Klub var i går onsdag 25. september vært for femte og dermed sæsonens sidste afdeling af Kidzliga. Løbet foregik på Klintholm, hvor der til dagen var afmærket et kort, men udfordrende spor for børnene.
Flere end dobbelt så mange
Det var ventet, at ca. 30 børn ville deltage i løbet, men over 70 børn i alderen 5 til 15 år stillede op til dagens løb. Udover stor tilslutning fra egne ryttere, var der tilmeldt ryttere fra cykleklubberne i Gl. Rye, Ry, Silkeborg, Aarhus, Ebeltoft m.fl. ”Vi er meget tilfredse med det store fremmøde, og det var en fornøjelse at arrangere dette løb for de mange børn” siger løbsarrangør Claus Christensen fra Hammel Cykle Klub.
Efter løbet blev der budt på vand, frugt og kage til alle deltagerne. Hammel Cykle Klub var igen stærkt repræsenteret på podiet, hvor der var medaljer og desuden flotte præmier til sæsonens samlede vinder i hver alders klasse i form af en cykeltrøje.
Flere børneløb
I løbet af vinteren vil de 4 arrangerende klubber, Gl.Rye MTB, Ry Cycle Club , Mountainbike Klub Silkeborg samt Hammel Cykle Klub evaluere på sæsonen og vende stærkt tilbage næste år med flere løb for børn i alle aldre.
eb