Jubel over ny hal
Idrætsklub jubler over Voerladegårds nye idrætshal
Et stort ønske for borgere i Voerladegård og omegn er blevet opfyldt Det er byens nye hal, der hentydes til. Den er nu færdig, og jubelen i Voerladegård IF vil ingen ende tage.
”Det er helt, helt fantastisk. Vi har drømt om og ønsket os en hal i så mange år, nu er den her, og vi har mulighed for at tilbyde meget bedre forhold og flere nye former for idræt” siger Karin Forsmann, som er formand for Voerladegård Idrætsforening.
Det er nu slut med, at vinterholdene er spredt ud på forskellige lokaliteter. I stedet kan alle hold samles i hallen.
De nye faciliteter har også fået en afsmittende effekt på foreningens program.
”Vi er gået fra at primært have gymnastik på efterår/vinterprogrammet og fodbold på forår/sommerprogrammet til at være en bredere forening. Det er VIF's hjerteblod at kunne tilbyde idræt til alle aldersgrupper, og nu er det endelig blevet muligt for os” siger Karin.
Gymnastiksal blev ti en hel hal
Den nye multihal i Voerladegård er et godt eksempel på, hvordan det pludselig kan gå stærkt, når frivillige kræfter i lokalsamfundet allierer sig med kommunen. I første omgang havde Skanderborg Kommune bevilget 3,1 millioner kroner til en særdeles tiltrængt renoveringen af skolens gamle gymnastiksal, men stærke kræfter i lokalsamfundet mente, at der var behov for en idrætshal. Der blev samlet flere hundredetusinde kroner ind til "Projekt Multihal" i lokalområdet, og der er lagt mange frivillige arbejdstimer i projektet. Hallen er ifølge Østbirk Avis opført på 6 måneder og uden støtte fra anlægsfonde.