U15 fodboldpiger rykker op i mesterrækken
Fællesholdet Kolind/Midtdjurs har formået at vinde efterårets A-række med en smal trup på kun 14 spillere
5 sejre, 2 uafgjorte og blot et enkelt nederlag til Lyseng blev status på sæsonen for det fælles U15 pigehold Kolind/Midtdjurs i efterårets A-række.
De 17 point var nok til at vinde puljen, og det betyder, at pigerne, når en ny sæson står for døren til april 2014, spiller med i mesterrækken - U15 mesterrække-2 - hvor holdet kan se frem til at skulle møde andre puljevindere plus et antal hold, som i efteråret har spillet med i mesterrækken (U15M).
5-1 sejr i sidste kamp
Pigerne skulle vinde holdets sidste kamp for at tage førstepladsen. Det skete uden de store dikkedarer, idet Grenaa blev besejret med 5-1 på Kolind Park.
Trænere for holdet er Claus Tikær Olesen, Kolind, Michael 'Caine' Christensen og Mickey Henrik Nørgaard, Pindstrup.
Pigerne vil gerne være flere, for truppen består af kun 14 spillere.
Det gør den af gode grunde sårbar, hvis der kommer skader eller andre forhindringer, så ambitiøse fodboldpiger i årgangene 1999-2000 er der efterspørgsel efter i Kolind/Midtdjurs.