Fortsæt til indhold

Jeg vil støtte dialogen mellem kommunen og Hørninghallen

Sport
Af Søren Nielsen, Socialdemokratisk byrådsmedlem, Bjertrupvej 21, Hørning

De kommunale budgetter for 2013 og 2014 giver et tiltrængt løft til forenings- og idrætslivet. Der er givet penge til nye haller og ombygninger rundt om i kommunen. Der er sat penge af til kunststofbaner i Skanderborg, Galten og Hørning. Hertil kommer 1 mio. kroner ekstra til Folkeoplysningsudvalget til bl.a. lokaletilskud, lederuddannelse m.v. Det skal også lige nævnes, at Kulturskolen har fået 450.000 kroner til nye aktiviteter.
Når man begynder den nærmere planlægning i forbindelse med en ny hal, opstår der nye ideer, som kan være affødt af konkrete fysiske forhold. Således også for Hørninghallen. For en merpris er det muligt at skaffe plads til flere brugere f. eks motionshold. Det at rejse ekstra kapital er dog en udfordring, når den kommunale anlægsramme er opbrugt for 2014. Jeg vil gerne støtte en konstruktiv dialog imellem Hørninghallen og Skanderborg Kommune, så der kan findes en rigtig og fremadrettet løsning, der bliver til glæde for de mange daglige brugere.