Fortsæt til indhold

Camilla Pedersen har taget de første skridt

Europamester Camilla Pedersen er i fuld gang med genoptræningen på Hammel Neurocenter. Hun har nu taget de første skridt og kan genkende sin familie.

Sport
Rune Weitling

Det går fortsat den helt rigtige vej for Camilla Pedersen.
For en uge siden blev den esbjergensiske triatlon-dronning overført til Hammel Neurocenter, og her gør hun fremskridt hver eneste dag, men der venter hende naturligvis stadig en lang, sej kamp med genoptræning på ubestemt tid.
Camilla Pedersen har dog taget de første skridt og er begyndt at bruge kroppen. For hver dag, der går, bliver kommunikationen med hende forbedret.
"Jeg talte med Camillas bror Michael mandag aften, og han fortæller, at Camilla følger den genoptræningsplan, som specialisterne på Hammel Neurocenter har lagt for hende. Alle ved jo, hvilken fighter hun er, så hun klør på med sin genoptræning. Efter tre lange uger i koma får Camilla brug for sin viljestyrke, i forhold til de mange udfordringer genoptræningen vil byde hende," forklarer Janni Møller Thomsen, Camillas veninde, på triatlon.dk.
Janni Møller Thomsen har overtaget pressekontakten, mens landstræner Michael Krüger er på Hawaii.
"Camilla kan desuden genkende familien, og hun kommer mere og mere til sig selv og forstår flere af de ting, der sker omkring hende. Mere detaljeret kan vi ikke fortælle om hendes tilstand på nuværende tidspunkt," siger Janni Møller Thomsen og tilføjer, at tirsdag morgen er der samlet 63.961 kr. ind til Camilla Pedersen.
Lægerne kan endnu ikke forudsige, hvilke konsekvenser ulykken får for Camillas fremtid, og familien ønsker fortsat ro til at koncentere sig om Camilla.