Fortsæt til indhold

Stjerner fra Liverpool træner børn i Galten

Trænere fra Liverpools berømte fodboldakademi har stået for efterårsferiens fodboldskole i Galten FS

Sport
Af Erland Rasmussen

En topklub som Liverpool FC trækker altid stjernestøv efter sig, når klubben rejser rundt i verden.
Det gjaldt også, da Liverpool International Football Academy var på besøg i Galten i sidste uge, hvor trænere fra den engelske topklub i tre dage tryllebandt mere end et halvt hundrede børne- og ungdomsspillere i alderen fra 6-14 år på en fodboldskole arrangeret af fodboldafdelingen under Galten FS.

Respekten var tydelig

Det var tydeligt at se respekten i Galten-spillernes øjne, når de engelske trænere med dybe, myndige stemmer brølede deres kommandoer.
"One minute, go, go, go!," lød det på næsten militær-facon fra englænderne som tegn på, at nu havde børnene et minut til at drikke og få lidt frugt.

Mads Løvig, Galten, har lært meget på fodboldskole med Liverpool FC.

Eksemplarisk opførsel

Som tilskuer spekulerede man et øjeblik på, om det var noget i vandet, der fik gruppen til at opføre sig så eksemplarisk. Det var der naturligvis ikke.
De unge fodboldspillere fra Galten var derimod lidt benovede over at følge i fodsporene på Liverpool-legender som Ian Rush og Robbie Fowler samt nyere topspillere som Steven Gerrard og Jamie Carragher.
Selv om de kendte fodboldstjerner ikke var fysisk til stede på træningsbanerne på Klank, så er det i høj grad deres ånd og spillerattitude, Liverpools internationale fodboldskole bygger på.

Fodboldskoleleder Bjarne Lønvig, Galten FS, var blandt initiativtagerne til at få Liverpools fodboldskole til byen.

En særlig Liverpool-ånd

Man taler om den særlige Liverpool-ånd.
Den handler om at skabe komplette mennesker, hvor attitude og kvalitet både på og ikke mindst udenfor fodboldbanen er helt centrale mål.
Det er denne ånd, klubbens akademi gerne vil videreformidle på fodboldskolen.
Der var således ingen tvivl om, at drengene på anlægget ved Klank allerede var blevet bestøvet af klubånden og mantraet om ..."Play the Liverpool Way".

Mads har lært meget

Mads Løvig, 10 år, der til daglig spiller U12 i Galten FS, var en af drengene på fodboldskolen, og han fortæller, at der er en særlig stemning.
"Det er jo lidt sjovt, at trænerne kommer fra en klub som Liverpool," lyder det fra Mads, som netop har særtrænet lidt med selveste fodboldskolens cheftræner, Alan Moogan.
Mads har faktisk tidligere været på fodboldskole med Liverpool i Ribe.
"Man lærer virkelig noget. Det er meget interessant, og jeg har nydt det. I Ribe fik jeg mere selvtillid. Her i Galten foregår det på et lidt højere niveau, og jeg har især forbedret mine vendinger," forklarer Mads Løvig, som i øvrigt også fremhæver den særlige Liverpool spillestil med pass and move, aflevering og løb, som noget værdifuldt.

Cheftræneren

Cheftræner Alan Moogan er imponeret over niveauet hos de unge danske spillere.
"Især i en af grupperne var niveauet meget højt. Men alle har gjort det godt på banen, vist megen entusiasme, været gode til at lytte og villige til at lære," siger Alan Moogan.

Den bedste træning længe

Det er fodboldtræner Bjarne Lønvig, der i samarbejde med ungdomsformand Kasper Tikjøb har fået Liverpool akademiet til Galten FS.
"Vi kan mærke, at spillerne synes, det er den bedste træning, de har fået længe, ligesom de danske assistenttrænere også har nydt det. Det er noget, der løfter motivationen hos alle til glæde for både spiller og klub," understreger fodboldskoleleder Bjarne Lønvig.

"Det løfter motivationen hos alle til glæde for både spiller og klub."
Bjarne Lønvig, Galten FS

"Alle har gjort det godt på banen, vist megen entusiasme, været gode til at lytte og villige til at lære,"
Alan Moogan, Liverpool FC

Fakta om fodboldakademiet

Liverpools fodboldakademi træner til dagligt de mest lovende talenter i klubregi.
Der er tale om professionelle trænere, der som spiller har været tæt på førsteholdet.
Liverpool-legenden Ian Rush er ambassadør for fodboldakademiet.
Selvtillid, samarbejde og motivation er nogle af nøgleordene bag akademiet.
Det internationale akademi afvikler fodboldskoler over hele verden.