Favrskov fik en sand mester i taekwondo
Momme Knutzen fra Favrskov Taekwondo Klub hentede en 8. Dan graduering i Korea sammen med Wandy Nielsen fra Randers Taekwondo Klub
De to østjyske taekwondo-udøvere, Momme Knutzen fra Favrskov Taekwondo Klub og Wandy Nielsen fra Midtdjurs Taekwondo Klub og Randers Taekwondo Klub, kan nu kalde sig de bedst graduerede danskere.
I slutningen af juli var de begge i Korea til 8. Dan graduering i Kukkiwon, som er hovedsædet for Taekwondo i hele verden. Forud for den store udfordring og graduering stod den på intensiv træning.
”Det er en kæmpe stor drøm og ønske, som nu er gået i opfyldelse. Det har været hårdt forud for gradueringen i Korea, da vi har trænet intensivt for at være klar til den store dag,” fortæller Momme Knutzen.
Lang ventetid
Efter en graduering i Kukkiwon er det normal procedure, at man først får svar 2-3 måneder efter gradueringen.
”Der er ingen tvivl om, at ventetiden har været lang,” siger Momme Knutzen, der glad modtog sit længe ventet certifikat i efterårsferien.
”Selvom vi følte gradueringen gik godt, har vi ventet spændt på at få certifikatet, der beviser, at vi har bestået 8. Dan gradueringen”.
Det tager otte år at avancere fra 7. til 8. Dan. For Momme og Wandys vedkommende har det taget dem henholdsvis 8 år og 9 år.
Hvis de skal avancere til 9. Dan skal de vente 9 år og træne målrettet, men ingen af dem har på nuværende tidspunkt intentioner om at opnå 9. Dan.
Momme Knutzen er 59 år og Wandy Nielsen 64 år og begge er aktive i deres klubber, hvor de træner unge og voksne taekwondo udøvere.
10. Dan er den højst opnåelige grad man kan få, og der er kun ganske få taekwondo-udøvere i hele verden, der har opnået 10. Dan.