Eliten i damecykling kommer til Hadsten
Arkiv
Det traditionsrige gadecykelløb i Hadsten har netop indgået en aftale med Danmarks Cykle Union.
Det betyder, at arrangementet i 2013 bliver vært for den femte afdeling af den landsdækkende Lindberg Sport Dame Cup, der er den kvindelige cykelelites landevejsløb.
Alle otte afdelinger af Lindberg Sport Dame Cup afvikles normalt som almindelige landevejsløb, men i 2013 har Danmarks Cykle Union altså valgt at afvikle en af afdelingerne som et gadeløb.
"Vi er glade og stolte over, at valget er faldet på gadecykelløbet i Hadsten," oplyser Jesper Tikiøb fra Tikiøb Event ApS.
Løbet køres torsdag 25. juli, og det er i år 20 år siden, at rytterne for første gang blev sendt af sted i gadeløbet.
Dengang i 1993 hed vinderen af løbet Bjarne Riis.