Fodbolddrenge med succes i Hørning
U13-drengene fra Team Hørning Fodbolds ungdomsrækker har netop gennemgået en perfekt sæson, der har kastet en oprykning til A-rækken af sig
10 kampe, 10 sejre og en positiv målscore på +76. Det er statistikken for den ekstraordinære sæson, som drengene fra Team Hørning Fodbolds U13-hold netop har færdigspillet. En imponerende præstation, men for blot et par sæsoner siden var realiteten en helt anden for holdet.
Dengang bestod holdet blot af syv spillere, og selvom drengene dengang spillede syvmandsfodbold, måtte der lånes spillere til hver eneste kamp, for at de kunne stille hold. I dag består holdet af 15 glade drenge, hvoraf fem endda er U12-spillere, der ikke bare elsker at spille fodbold, men også skaber flotte resultater på banen. Det er kulmineret med denne ubesejrede sæson og en oprykning til A-rækken.
Stålsat, optimistisk træner
”Den store udvikling og succes skal i allerhøjeste grad tilskrives holdets træner, Mikael Rix, som har været med drengene gennem tyk og tyndt siden begyndelsen. Han har altid formået at bevare optimismen og troen på holdet. Mikael Rix har sammen med holdets holdleder, Mads Hammer, altid stået klar på sidelinjen til hver eneste træning og kamp og har aldrig afveget fra sine koncepter, selv når det havde været nemmest at kaste håndklædet i ringen," fortæller Torben Madsen, der er bestyrelsesmedlem i Team Hørning Fodbold.
Trænerens og holdlederens hårde arbejde for holdet, har inspireret spillerne til også at yde mere og har samtidig tiltrukket en række nye spillere, der har gjort den gode sæson mulig.
Forventninger til fremtiden
Forventningerne til næste sæson er naturligt nedjusteret på grund af oprykningen, men holdet har alligevel god grund til optimisme, eftersom de for nylig har vundet en kamp med 3-1 over et hold, der er sammensat af A- og mesterrækkespillere.
Forud for den nye sæson håber holdet at kunne tiltrække yderligere 3-4 spillere, så de kan sikre bredden i truppen. Henover vinteren træner holdet om lørdagen i Hørning Hallen fra klokken 12 til 13.30 og om mandagen på kunstgræsbanen på Fælleden fra klokken 15.30 til 17. Så hvis man er en ung fodbolddreng, der har lyst til at prøve sig selv af på et succesrigt hold med en stålsat træner, så er det bare om at komme af sted.