Fortsæt til indhold

Igen stort cykelløb i Hammel

Søndag 8. september er Hammel Cykle Klub vært for sidste afdeling af den største danske løbsserie, PostCuppen. Løbet afvikles på sidste års DM-rute.

Sport
Erling Baastrup

Hele den danske elite stiller til start ved PostCuppen søndag 8. september i Hammel. Og der er desuden tilmeldt hold fra Sverige og Norge som skal give de hjemlige ryttere kamp til stregen.
PostCuppen er en løbsserie på fem afdelinger, der køres rundt om i landet. Inden femte og sidste afdeling i Hammel, føres PostCuppen af Michael Reihs, Team Cult Energy, foran Troels Vinther fra samme hold. På tredje-pladsen Morten Ølleggard, BlueWater Cycling.

Mange udfordringer

Hammel Cykle Klub er ifølge formand Benny Hagelskjær glad for at være valgt til at afvikle finaleløbet. Han siger:
”Sammen med Favrskov Kommune byder vi velkommen til et forhåbentlig spændende og medrivende cykleløb på en rute, som nok skal give mange udfordringer til det 130 mand store felt. Løbet køres over 170 km dvs. 17 omgange på den 10 km lange rute. Der bliver start og mål på Pøtmøllevej ved den Røde Lade.

Hestemarkeds-søndag

Datoen 8. september er samtidig den helt store Hestemarkeds-dag. Og dette har selvklart givet visse udfordringer, særligt for en hensigtsmæssig afvikling af trafikken.
"Vi har gennem hele forberedelsesfasen haft tæt kontakt med Hammel Hestemarked, og vi har et forbilledligt samarbejde med Politiet og Politihjemmeværnet,som alle vil yde deres bedste, så vi får en sikker og smidig afvikling af begge arrangementer,” siger formanden.
Til forskel fra DM, så bliver der ikke tale om at Randersvej afspærres. Men trafikken vil blive reguleret i det omfang det er nødvendigt. Øvrige veje vil blive ensrettet.