Taroks tipoldebarn vandt derbyet på de sidste meter
Dansk Tarok Trav Derby blev nøjagtig den gyser, som var stillet i udsigt på forhånd. Efter en omgang lignede det ellers favoritsejr til Scirocco Sisa og hjemmebanens Steen Juul, som overtog føringen uden sværdslag. Herefter lignede Steen Juul en mand, som havde alt under kontrol, og hans favoritspillede hest kom også først ind i opløbet. Men udvendigt i banen kom outsideren Stand And Deliver stormende, og nærmede sig skridt for skridt, og en meter før målstregen fik Stand And Deliver grebet, til anden derbysejr for kusken Birger Jørgensen. ”Det er også 25 år siden sidst”, smilede Birger Jørgensen. Stand And Deliver er både ejet, trænet og opdrættet af revisoren Peter Rudbeck, som træner hestene i sin fritid. En helt utrolig bedrift. ”Det er det største jeg har prøvet i travsporten”, sagde Peter Rudbeck. Stand And Deliver er tipoldebarn af Tarok, som vandt derbyet i 1976. Også den trænet af en amatør. ”Derbysejr til et tipoldebarn af Tarok, i Dansk Tarok Trav Derby. Det er jo en helt Morten Korch”, sagde Regnar Grasten, som er primus motor til den kommende Tarok-film, som har premiere den 31. oktober i år. Der var 710.000 kroner i sejrspræmie til Peter Rudbeck, som oven i hatten får skillinger, som opdrætter af den 116. vinder af Dansk Trav Derby. Stand And Deliver blev oven i købet også den hurtigste derbyvinder i løbets historie, med vindertiden 1.15,0/3000 meter auto. På tredjepladsen fulgte Stelton, som var med i favoritgruppen. Dens træner Jeppe Juel havde tre heste med i derbyet, men fik smadret sine forberedelser, da hans sulkyer til hestene, blev stjålet i en stald i Lunden, natten til søndag. Derbyets vinderkusk er landets mest sejrede kusk nogensinde. Som den eneste dansker har han vundet VM og EM for professionelle travkuske, i henholdsvis 2009 respektive 1989. Birger Jørgensen var også manden, som brød Steen Juuls dominans i fjor i trænerligaen i Lunden. Danmarks bedste travkuske igennem tiderne.