Fortsæt til indhold

"Karate er en livsform"

Hun er netop blevet Europamester og er den næstbedste i verden i sin klasse

Sport
Erling Baastrup

Mandag aften i den lille sal på Søndervangskolen i Hammel: Der herses med mange mennesker i hvide dragter. Karate-træning i Hammel Karateklub.
Det mest bemærkelsesværdige er, at en pige på 13 år styrer en flok voksne med hård hånd. De adlyder uden brok. Det foregår i et nogenlunde uforståeligt sprog.

Bukker ind og ud

Vi får lov at bortføre pigen, Michelle Lysdal. Da hun forlader salen, vender hun sig og bukker: ”Der er regler, og de skal overholdes,” forklarer hun som den naturligste ting i verden.
Hun bor i Klintrup og har en ”karate-gal” far, og for fire år siden tog han Michelle med til en prøvetime. Hun åbenbarede et talent for karate, og så gav hun det en chance. Nu bliver hun hængende. Og hun har ingen planer om at stoppe. Karate er en livsform.
Hun vil opad. Det første af de sorte bælter venter. Det nuværende er brunt, men med to sorte striber på.

Øverst på podiet i Budapest: Michelle fra Klintrup.

Banker boksebolden

Hun træner de andre i klubben én aften om ugen. Bliver selv trænet en anden aften, og mange gange bliver det til træningsture til Århus eller Ålborg. Det bliver til 5-6 timer om ugen. ”Men det fylder rigtig meget mere i mit liv,” fortæller Michelle.
Karate kræver både fysik og smidighed. Hun løber lidt og har lidt maskiner derhjemme. Blandt andet en boksebold, der nyder godt af hendes blide behandling.
Hvad siger pigerne i klassen til din sport og dine fine resultater?
”De kommer da og spørger om, hvordan det er gået, så jeg tror, de synes, at det er lidt spændende.”
Hvad med drengene. Er de bange for dig?
”Nej, de ved godt, at jeg ikke må bruge karate til angreb. Så bliver jeg smidt ud af klubben. Det må kun bruges til selvforsvar,” fortæller Michelle.

Der var dog plads til to mere.

Guld og sølv

På den internationale scene klarer Michelle sig ikke så ringe endda. I London blev det til en sølvmedalje i hendes række. Og det var så godt, at hun blev udtaget til Europamesterskaberne forleden i Budapest.
Der er to discipliner: En, hvor man er alene på gulvet og viser et program, og en anden, som er en kamp mellem to.
I den første blev Michelle slået og måtte nøjes med en sølvmedalje. Men så var hun også kampklar og vandt den anden disciplin.
Dermed kom der både en guldmedalje og en sølvmedalje med hjem til den i forvejen store samling.

Her er så den 13-årig elever.
Til tops.
Michelle agter at gå hele vejen.