Fortsæt til indhold

Så tager vi cyklerne frem og gør klar til motion

Antallet af motionister på cykler er voksende. Det tager Hammel Cykle Klub konsekvensen af

Sport
Erling Baastrup

Hammel Cykle Klub inviterer voksne cykelinteresserede til sæsonstart, cykletur og suppe lørdag den 23. marts kl. 10 ved klubhuset ved Hammel Stadion.
Man skal naturligvis huske at have cyklen og hjelmen med.

Også mountainbikere

Motionisterne i klubben tæller både landevejsryttere og mountainbikere, og denne lørdag køres en tur på omkring 30 kilometer på landevejen, mens der vil være varierede ture i skoven til mountainbike-folket. Turene tager omkring halvanden time, og alle kan være med.

Cykel-suppe

Efter en god tur i sadlen er der cykel-snak og varm suppe til alle i klubhuset. Her vil nye interesserede kunne høre mere om mulighederne og klublivet. Og om, hvornår der skal trænes.

Skovtur for piger

Der er stigende interesse for cykelsport blandt motionister, og det mærkes på antallet af medlemmer på motionsholdene, men antallet af kvindelige mountainbike-ryttere er dog stadig beskeden, så klubben opfordrer flere kvinder til at møde op og tage med i skoven.
Træningen på mountainbike foregår mandag og torsdag, mens landevejstræningen er tirsdag og lørdag.

Selv uden DM i landevejscykling er Hammel en cykelby.