Ulstrup er kommet i bevægelse
En inspirationsaften for mindre end et år siden har fået sat mange tiltag i sving inden for motion i Ulstrup
Et samarbejde mellem DGI og Favrskov Kommune under titlen "Ulstrup i bevægelse" har allerede nu givet store resultater.
Nogle af dem blev mandag præsenteret for en del af byrådets politikere.
Kan ikke stoppes
Der er tale om et pilotprojekt, men som sundhedschef Birgitte Holm Andersen formulerede det:
"Vi har lagt trædesten ud til mange og lavet noget, som ikke kan stoppes."
"I stedet for at snakke om kontrakter mellem kommunen og DGI sagde vi: Lad os i stedet prøve at gøre noget. Og dernæst sagde vi: Hvor har vi potentialet? Ulstrup stod bare og var klar," fortalte skolechef Lars Kjems.
Også DGI er med på banen og har sine egne motiver. "Jo flere aktive, vi har, jo flere medlemmer kommer der i klubberne, og jo flere frivillige vil der også komme."
Sådan formulerede foreningskonsulent hos DGI Østjylland, Maria Beck, det.
Væk fra siloen
Der er meget kontante målinger på, at initiativet allerede har sat sig spor.
Medlemstallet i UIF er vokset. Ikke mindst løbeklubben kan notere sig stor popularitet.
"Ulstrup i bevægelse" handler i virkeligheden om samarbejde på tværs af vante opdelinger.
"Vi skal væk fra silotænkningen," som det blev formuleret.
Samarbejdet strækker sig fra børn i dagtilbuddene, SFO, skolen, foreningerne og forældrene.
Løb på gangene
Hos børn under skolealderen er bevægelse noget naturligt:
"Hvorfor skal vi forbyde dem at løbe på gangene," spurgte koordinator Helene Sørensen, som også kunne give en spændende oplysning:
"Vi har spurgt alle vores børn på fem og seks år, om de går til en form for idræt. Kun tre gør det ikke. Af dem er de to klar i næste sæson, og den sidste går til noget BMX med sin far."
Der laves også arrangementer på tværs med hoppedag, gymnastikaften og Mini OL, hvor de ældste i dagtilbuddene arrangerer for børn i dagplejen.
Multisport er også et bevægelsesinitiativ, hvor børn fra tre til syv år kan komme sammen med deres forældre mandag aften kl. 17-18 og dyrke håndbold, fodbold eller badminton.
Sværere i skolealderen
Helt så godt er det ikke gået med børnene fra seks til 16 år.
Nogle er svære at motivere. For lidt tid i hallen har resulteret i for store hold, og en 8.-klasse med et valgfag som "Leg og bevægelse" kom ikke i gang. Det skulle ellers have sat børnene i SFO-en i bevægelse.
Aktivitetsudvikler
I september blev Morten Dam ansat som forenings- og aktivitetsudvikler i UIF. Han lønnes af DGI, UIF og Ulstrup Hallen for 12-14 timer om ugen.
Han virker som en krumtap for mange af tiltagene, blandt andet den omtalte multisport, og han har også store planer for den videre udvikling.
Udendørs aktivitetscenter
Han arbejder på at lave et UIF-kort, hvor man for omkring 1500 kr. har fri adgang til alle foreningen idrætstilbud. Han står også som ankermand for et ungeråd, der fået navnet "De unge Hoveder".
Et af hans store ønsker er at få bygget et udendørs aktivitetscenter op lige uden for hallen.
Det kunne være med parkour, crossfit-anlæg, gummifliser og udendørs fitnessmaskiner. Hans tanker er, at det bliver et sted, man hænger ud sammen med de andre.
Også et sted med musik og dans.