Genoplivningsteam fik pokal
Vivild Idrætsforening delte pokaler ud på generalforsamlingen
Traditionen tro blev der uddelt tre pokaler, da Vivild Idrætsforening afholdt sin generalforsamling 13. marts. I år var der en særlig alvorlig begrundelse for uddelingen af HC-pokalen, der gives for en ikke-sportslig præstation. Denne pokal gik nemlig i år til de personer, der deltog i en genoplivning i efteråret, da en person fik hjertestop i en spinningstime.
Formandspokalen gik til U-16 for deres præstation ved PUMA-cup i Støvring. Lederpokalen gik til Carsten Holvad for hans indsats i håndboldafdelingen samt for at være bindeled i samarbejdet mellem Vivild Idrætsforening og Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole.
Stabilt medlemstal
Torben stampe, formand for Vivild Idrætsforening, er sikker på, at VIF går en stærk fremtid i møde.
"Det samlede medlemstal er stabilt, selv om der er udsving i de forskellige afdelinger. Og foreningen har en god og stabil økonomi."
Økonomien er ikke mindst båret af de tiltag, der tages af ikke sportslig karakter. Det er specielt indtægterne fra sommerfesten og det ugentlige banko hver torsdag i Festsalen på Langhøjskolen. Begge dele har fået større tilslutning i de senere år.
En snak om fællesskab
I sin beretning kom Torben Stampe ind på begrebet fællesskab og den frivillige indsats.
Han spurgte blandt andet, om man er god til at få nye ind i idrætsforeningen og svarede selv:
"Tja - er vi ikke bedst til at spørge dem vi kender i forvejen, for vi ved at de siger ja - måske lidt nølende, men ja."
Dernæst spurgte han om ikke det er de samme, der trækker det store læs hele tiden. Og svarede:
"Tja - måske fordi vi glemmer at spørge om, der er nogen der vil hjælpe - men kan de nu gøre det godt nok?"
Og endelig om ikke man kan stoppe op og sige, at nu har jeg gjort mit. Hans kommentar til det var:
"Tja - men det giver vel også energi at være med?"
Han konkluderede, at fællesskabet ikke er en tvang, men en mulighed.
"Og netop en mulighed for at indgå i meningsfulde relationer, hvor den indsats du gør, bliver påskønnet af mange mennesker."
Genvalg til de fleste
Det blev i øvrigt en generalforsamling uden den store dramatik, idet langt de fleste bestyrelsesmedlemmer var villige til genvalg. Der var en enkelt udskiftning i hovedbestyrelsen, fordi Allan Simonsen ønskede at træde ud. I hans sted blev Søren Brix valgt.
Op til generalforsamlingen var der kommet forslag om at sammenlægge fodbold ungdom og fodbold senior. Det blev enstemmigt vedtaget, og på den efterfølgende generalforsamling i den nye afdeling blev der nedsat en fuldtallig bestyrelse af nye og kendte ansigter.