Hæder og priser til idrættens og foreningslivets frontløbere
Med fine indstillinger fra kommunens foreningsliv og rigtig gode kandidater har bedømmelseskomitéen været på en svær opgave. Nu skal priserne uddeles ved et stort arrangement i Kulturhuset
Repræsentanter fra Idrætssamvirket, Kultursamvirket, Landsbysamvirket, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd og Folkeoplysningsudvalget har været samlet for at træffe beslutning om, hvem der i år skal modtage de tre priser: Skanderborgprisen "Sporen", Årets Leder og Årets Idrætsudøver 2012.
Skanderborgprisen
"Sporen" går i år til Den Selvejende Institution Ry Biograf. Lokale ildsjæle har gennem mange år drevet biografen. De frivillige gør et stort arbejde i forbindelse med biografen. De formår at skaffe større film til biografen, har ombygget biografen og de sørger for, at den altid er med på det sidst nye indenfor moderne teknologi og hjælper til i den daglige drift.
"Sporen" tildeles personer, der yder eller har ydet en særlig indsats til gavn for det frivillige foreningsliv i Skanderborg Kommune, eller som yder eller har ydet en særlig ikke-kommerciel indsats i Skanderborg Kommune.
Årets Leder
Årets Leder er Jørgen Berntsen fra KFUM gruppen i Veng. I mange år har han været en central drivkraft i gruppen. Han har formået at skabe et miljø til gavn for mange børn i lokalområdet. Han er altid klar til at stille op, både med håndværksmæssig hjælp, hjælp til aktivitetsafvikling, spejderlejre og de daglige aktiviteter i gruppen i Veng. Jørgen mødte sågar op på sin 60 års fødselsdag.
Prisen tildeles personer, der eksempelvis har haft lang tids virke i foreningslivet, har udvist stort engagement og/eller er en god repræsentant for den sammenhæng, som vedkommende har virket i. Prisen kan tildeles enhver, der virker for en forening med hjemsted i Skanderborg Kommune.
Årets idrætsudøver
Årets idrætsudøver er 2. divisionsholdet fra FC Skanderborg, som i 2012 rykkede op i 2. division med hele 25 vundne kampe ud af i alt 26 kampe. Holdet består af 100 procent amatører fra lokalområdet og spiller mod hold med betalte spillere. Holdet er unikt i sit sammenhold og vindermentalitet.
Årets Idrætsudøverpris tildeles idrætsudøvere, der har opnået bemærkelsesværdige resultater indenfor deres sportsgrene. Idrætsudøverprisen kan tildeles enhver, der virker for en forening med hjemsted i Skanderborg Kommune.
Guldvindere hædres også
Ved samme arrangement hædrer kommunen også de idrætsudøvere, som i løbet af 2012 har vundet guld ved landsmesterskaber, danmarksmesterskaber eller medalje ved nordiske mesterskaber, euromesterskaber, verdensmesterskaber eller OL.
Priserne uddeles ved et stort arrangement i Kulturhuset onsdag 10. april 2013 klokken 19 til 21.