Støtte til idræts- og foreningslivet
I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2013 blev der afsat 1 mio. kr. til idræts- og foreningslivet, hvis foreningslivet kunne danne en Team Hørning lignende model. Team Hørning modellen er et samarbejde mellem foreningerne og erhvervslivet om sponsorkroner.
Der er et udvalg, som har arbejdet med at finde frem til en model, men det har desværre vist sig umuligt at finde frem til en løsning. Det kom frem på det nyligt afholdte dialogmøde med Folkeoplysningsudvalget, Idrætssamvirket, Aftenskolesamvirket og Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd.
Det blev på mødet også klart, at der er behov for at hæve tilskuddet til ovennævnte foreninger, da der gennem en årrække ikke er tilført flere penge selv om, der er kommet mange nye borgere til kommunen og dermed flere medlemmer til foreningerne.
Jeg vil på næste møde i Kultur- og Sundhedsudvalget foreslå, at vi i udvalget arbejder for, at den afsatte million tildeles til foreningerne. Det er mit håb, at vi i udvalget kan finde frem til en enig indstilling til byrådet om, at pengene under alle omstændigheder kommer foreningslivet til gode.